Hans Henrik Lerfeldt                                              
Jeg lærte Hans Henrik at kende i 1961, da jeg begyndte at gå til konfirmationsforberedelse i Helligåndskirken i København. Præsten var Svend Lerfeldt, og han var farbror til Hans Henrik.

     Sådan da, for Hans Henrik var ved fødslen adopteret af Svend Lerfeldts bror Erik, som var sognepræst i Hobro. Her havde den lille Hans Henrik voldt præstefamilien mange kvaler, og hans barndom var præget af ophold på forskellige børnehjem og institutioner.

     I 1961 blev han så sendt til farbroderen i København med håbet om, at han kunne få skik på den mærkelige dreng og i hvert fald få ham konfirmeret.

     Alt dette vidste jeg jo ikke. Jeg syntes, Hans Henrik var en sjov fyr, måske nok lidt speciel, men jeg fandt ham ikke mere mærkelig end så mange andre, jeg kendte. Vi lavede måske  nogle andre ting, end jeg gjorde med mine andre kammerater – gik i jazzklub, malede, spillede – men også det var naturligt; man havde forskellige aktiviteter med forskellige venner.

Sjove danske konfirmander i Italien. Pigen   i midten er den senere journalist   Eva Suszkiewicz.

     Efter konfirmationen var vi sammen på konfirmationsrejse i Italien. Det var almindeligt i 1960’erne, at man i stedet for en stor fest tog på sådan en  tur. Rejsebureauer lavede disse færdigpakkede rejser, hvor 20-25 konfirmander drog af sted i en uge.

     Traditionen er forsvundet, men det var ellers en god ide. På selve dagen holdt man en frokost for familien, og allerede sidst på eftermiddagen forlod konfirmanden festen og tog af sted. Jeg tror, oplevelsen var større end moderne konfirmationer, som har fået et absurd omfang i konkurrencen om at overgå hinanden.

     Hans Henrik og jeg var altså på den tur i Italien, og i årene derefter var vi meget sammen.

     Vi malede bl. a., men jeg husker det ikke som noget, vi gik specielt meget op i. I bøgerne om Hans Henrik Lerfeldt står, at han ”begyndte at male for alvor, da han var 12 år gammel”. Det er sådan noget man siger bagefter, fordi han blev maler. Men han gik nu langt mere op i musik.

     Men vi kom i en periode til nogle ugentlige aftener hos en maler ved navn Mogens Beck. Han boede i Snaregade ved Gammel Strand, og her mødtes kunstnere af alle slags. Digtere, skuespillere, musikere og malere mødtes og drak spandevis af te og læste op af deres værker eller sang en vise og diskuterede kunst.

     Det er sådan noget, man læser om fandtes i kunstnermiljøerne i 1800-tallet, men det foregik altså også i 1960’erne. Hvordan Hans Henrik og jeg var havnet der, ved jeg ikke, for vi var meget unge og havde ellers ingen forbindelse med det miljø, men det var måske noget, farbror Lerfeldt havde organiseret.

     Engang havde vi malt et par billeder og taget dem med til bedømmelse, og det står knivskarpt i min erindring, fordi Mogens Becks reaktion var lammende for os.

     Vores motiver var tilfældige. På spisebordet hjemme hos pastoren havde  stået en skål med tre bananer og en appelsin, og ved siden af lå et postkort fra Bornholm med et billede af Østerlars Rundkirke. Så Hans Henrik havde malt skålen med frugterne, og jeg havde kastet mig over Østerlars Rundkirke.

     Det var disse værker, vi præsenterede for forsamlingen i Snaregade. Der blev stille, og folk samlede sig rundt om vores billeder. Mogens Beck kiggede længe på dem.

     ”Ja”, sagde han så og holdt en pause. ”Det er svært at male”.

     Mere sagde han ikke. Ingen andre kommenterede vores store kunst men begyndte bare at genoptage deres samtaler.

     Jeg ved ikke, hvad vi havde ventet. Måske at disse etablerede kunstnere blev ellevilde af begejstring over vores talent, men Mogens Becks lakoniske ord og de andres tavshed var højst ydmygende.

     Det var sikkert sundt. I dag vover ingen at være negativ over unges kreativitet men fortæller dem, at de er geniale, hver gang de slår en prut. Og vi blev jo ikke slået ud eller bremset i vores udfoldelser; vi blev bare placeret der, hvor vi hørte til. Det er svært at male eller lave noget som helst andet. Der skal arbejdes.

     Og som sagt var maleriet heller ikke noget, vi lagde specielle ambitioner i. Heller ikke Hans Henrik, der som bekendt ikke blev stoppet af denne første professionelle kritik, selvom han først nogle år senere – da han igen var blevet anbragt på en institution – begyndte at ”male for alvor”.

     Det var jazzen, der var hans store passion. Både selve musikken og jazzens historie, og han fik mig med på begge dele. Vi læste om jazzens opståen i 1920’ernes New Orleans, vi hørte ridsede indspilninger fra 1930’erne, som Hans Henrik opsporede rundt omkring, vi gik i jazzklubber og til koncerter med verdensnavne som Thelonius Monk og Miles Davis, når de gæstede København.

     Og vi spillede. Vi havde det underligste tomandsband, hvor vi spillede moderne jazz med de nye Be-bob stjerner som Monk og Gillespie som forbilleder.

     Faktisk kunne Hans Henrik overhovedet ikke spille, men det forhindrede ham ikke i at spille både klaver, bas og trompet. Det kunne jeg sådan set heller ikke, men på trommer er det lettere at tilsløre, hvis man overhovedet kan holde en rytme.

     Musik var det ikke, men der var noget fascinerende ved den respektløse måde, han angreb instrumenterne på. Uvidende og ligeglad med alle regler var han helt i sin egen verden, hvor alt er tilladt, og hvor det kun drejer sig om at få noget ud af kroppen.

     Det minder om det, meget musikalske 5-årige børn gør ved et klaver. De trykker på nogle tangenter, og man kan høre, at de faktisk udtrykker nogle følelser. Lyst, mørkt, hårdt, blødt, harmoni og disharmoni. Pludselig bliver det smukt, og man kan misunde dem evnen til at lege sådan med musikken.

     I 1960’erne kunne man så kalde det moderne jazz, så var det avanceret og ligesom hævet op over smålig vurdering af, om det var godt eller dårligt spillet. Jeg syntes, det var spændende og fortalte ikke Hans Henrik, at jeg hørte Cliff Richard, når vi ikke var sammen.

     Det var sjældent, nogen hørte vores udfoldelser, men vi spillede engang til en skolefest på Sølvgade Skole, hvor Hans Henrik gik i et års tid. Det var jeg meget betænkelig ved, men jeg kan huske min undren over, at folk tilsyneladende var begejstrede. De må have ligget under for den der med, at det var avanceret og intellektuelt, så man var nødt til at rose det.

     Hans Henrik havde en kringlet form for humor, som gav os en særlig måde at være sammen på. Hvis det altså var humor; det var svært at afgøre. Men vi gennemførte tit noget, som kan minde om vore dages rollespil.

     Da jeg arbejdede hos W. Ø. Larsen, kunne han pludselig ringe mig op og uden indledning sige med dyb, dramatisk stemme:

     - Gammel Strand, bænken ved fiskerkonen kl. 13,19, BT under venstre arm, kodeord: lagkage.

     Så gik jeg ned til omtalte bænk på slaget 13,19 og satte mig ved siden af Hans Henrik som sad der med BT under venstre arm. Vi kiggede ikke på hinanden men sad og stirrede ubevægelige ud over vandet. Hvorefter jeg sagde ”lagkage” og vi gennemførte en spiondialog i stil med:

     - Pakken bliver afleveret på torsdag.

     - Med kurer?

     - Nej, støvlemanden klarer det selv.

     - Er den pakket ind?

     - Ja. sløjfen skal fjernes og smides ud.

     Og videre i den stil. Jeg kan godt se, at det på tryk ser meget sært ud, og jeg kan ikke forklare, hvorfor det var sjovt, men det var det. Det var en leg, og en leg er kun sjov, hvis man tager den alvorligt, så ingen af os kunne finde på at grine eller bryde ud af rollen. Vi sluttede af med at sige ”lagkage” til hinanden, og jeg gik tilbage til mit arbejde.

     På en måde var vores måde at spille avanceret jazz på en lignende leg. For mig i hvert fald, men for Hans Henrik var interessen for jazzen en lidenskab, han bevarede hele livet.

     Ved sin død ejede han 7000 LP-plader og tusindvis af båndoptagelser og fotos, og han udgav en komplet diskografi om Chet Baker, som han også blev personlig ven med. Det var nu nok mere heroinen end musikken, som bandt dem sammen.

     Man kan måske sige, at han malede på samme måde, som han spillede. Ganske vist med den væsentlige forskel, at som maler lærte han håndværket. Teknisk set blev han en eminent maler, hvad jeg ikke havde ventet, for det passer ikke med mit indtryk af ham fra ungdomsårene. Han må have knoklet med den side af sagen.

     Men hans anarkistiske tilgang til dansk kunst, hvor han fulgte sine egne regler og på én gang var i centrum og helt isoleret, kan jeg genkende. Og hans bizarre motiver gav ham beundrere og rasende modstandere, og som sådan var han vel en stor kunstner. I hvert fald en markant kunstner.

     Men jeg ved nu ikke rigtig, hvad jeg mener om hans kunst. Utallige variationer over smukke kvinder med kæmpeinsekter, sadomasochistiske fantasier og regulær pornografi har jeg svært ved at se det alment menneskelige budskab i, hvad kunst vel bør rumme. Jeg synes snarere, at hans værk er én lang psykoanalyse, som mest fortæller noget om ham selv og hans arbejde med de private dæmoner, han kæmpede med.

     Jeg kan ikke huske, hvornår jeg så Hans Henrik sidste gang, men det har været senest i 1968, hvor jeg forlod København, altså inden han slog igennem som maler.

     Engang først i 1980’erne kom jeg gående forbi Galleri Asbæk og så ham stå derinde. Jeg overvejede at gå ind og hilse på ham, men gjorde det ikke. Jeg tror ikke, jeg havde lyst til at møde min gamle ungdomskammerat som grotesk overvægtig narkoman.

     Da han i 1989 – 43 år gammel – blev fundet død i sin lejlighed, vejede han 275 kg., og ambulancefolkene opgav at få bugseret ham ned af trapperne. Så de fik bygget en trækasse uden om liget og fik en kran til at løfte den ud af vinduet og ned på en transportvogn på gaden.

     Pressen var på pletten, og billedet af den enorme kasse, som hang i luften med den døde kunstner i, var i alle aviserne.

     Det er jo sørgeligt ironisk, at folk som ellers aldrig havde hørt om Hans Henrik Lerfeldt kan huske ham, når man nævner denne historie. Det billede gjorde ham for alvor berømt.