Min private Babs og Nutte
Jeg har skrevet alle slags revytekster. Monologer og schetches, parodier og parløb, åbninger og finaler, viser og rabaldersange. Men der er én genre, jeg altid har undgået, det er den såkaldte Babs-og-Nutte-sketch. Altså den der misforståelse mellem to mennesker, hvor den ene helt uskyldigt bliver frygtelig sjofel. Det er næsten blevet en fast ingrediens i enhver revy, men jeg finder dem normalt ikke særlig sjove.
Hovedproblemet er, at der først må gøres rede for, hvordan misforståelsen opstår. Og det bliver som regel så fortænkt, at det ikke er troværdigt, og dermed heller ikke morsomt. Så er det bare en konstrueret sjofelhed. Genren er god nok, men den kræver, at situationen er så realistisk og umiddelbart forståelig, at vi tror på misforståelsen, men det lykkes næsten aldrig.
Men som revyforfatter gik jeg rundt med en faglig ambition om at skrive en Babs-og-Nutte, hvor det ikke var nødvendigt at konstruere en indviklet og usandsynlig situation. Men hvor misforståelsen er forståelig uden nogen forklaring, og i 1997 var det troværdigt, at forældregenerationen ikke havde fattet alt det nye computerhalløj, så nummeret kunne oven i købet blive aktuelt. Og så lavede jeg min Babs og Nutte.
Jeg skrev "Et faderligt ord" til Ulf Pilgaard og Gordon Kennedy, og nummeret lagde teltet ned hver aften. Folk grinede fuldstændig hysterisk. Selv anmelderne, som normalt finder sådan et nummer plat. Det er uden sammenligning min største revysucces, som jeg senere kunne sælge til en række svenske og norske revyer. Den er også et hit på youtube og alle de andre steder, hvor folk ulovligt lægger sådan noget ind med selvopfundne titler.
Og jo, jeg synes også, den er morsom. Men efter i årevis at have beriget menneskeheden med dybsindigheder og sandheden om verdenssituationen, er det nu lidt ironisk at få så overvældende succes med den eneste Babs-og-Nutte-sketch, jeg har skrevet. |
Et faderligt ord
Ulf Pilgaard og Gordon Kennedy i Cirkusrevyen 1997
Tekst Gunnar Geertsen
(En ung mand i moderigtig påklædning sidder i en stol og hører musik. Faderen kommer ind. Han kigger usikkert på sønnen, går lidt frem og tilbage, tager tilløb. Taler derefter overdrevent friskt og ungdommeligt, klapper ustandselig sønnen på skulderen osv).
Far: Dav... Hej! (Sønnen reagerer ikke. Han prøver igen, påtaget frisk): Hej min dreng! Fed musik! (Stadig ingen reaktion): Nå, du sidder nok og... kan du ikke skrue ned for den radio? Søn: Det er ikke en radio. Far: Hva? Søn: Det er ikke en radio; det er en tuner. Far: Ja ja, selvfølgelig er det en tuner, det ved jeg da godt, det er en fed tuner, men kan du ikke lige skrue ned for den, jeg vil godt snakke lidt med dig? Søn: Man kan ikke skrue ned for en tuner. Far: Hva? Søn: Nej, det er en reciever, du mener. Far: Ja ha ha, hvor dum kan man være? Reciever, mener jeg. Kan du ikke lige skrue ned for den reciever? Søn: Altså far! Jeg har ingen reciever. Jeg har en effektforstærker og en kontrolforstærker og en tuner og en equaliser og en... Far: SLUK FOR DEN HELVEDESMASKINE! Søn: (Slukker med træt mine for musikken). Far: Du må ikke misforstå mig, min dreng; det er ikke fordi du ikke må... jeg kan godt lide det, du hører; jeg synes det er-eh... Søn: (Ironisk): - Fed musik. Far: Ja netop; fed musik. Men som sagt, så vil jeg godt lige... ser du, min dreng; du er jo snart en ung mand, og din mor synes, eller vi synes begge to, og det gør jeg også, at det er på tide, at vi to får os en snak-eh, altså en snak, ikke? Søn: En snak? Far: Ja, sådan mand til mand, ikke? Vi skal have en... fed snak. Vi skal tale lidt om, hæ hæ, du ved, ikke? Søn: Hæ hæ, jeg ved hvad? Far: Altså, selv om du synes, jeg er en oldsag, så har jeg selv, da jeg var i din alder, du skulle bare vide... ba ba ba ba... og når Christina kommer her og besøger dig, så kan du tro, jo jo... Søn: Christina? Hvorfor nævner du hende? Far: Fordi jeg har da øjne i hovedet, din gamle far kan da godt se, eller jeg mener; jeg forstår dig da godt; Christina er virkelig en... det er hun da... Søn: Altså far; hvad er det du vil sige? Hvad er der med Christina? Far: Det behøver jeg vist ikke fortælle dig, hæ hæ... hun forlod dit værelse i nat klokken halv tre! Søn: Ja, det var fordi vi hackede; så går tiden jo. Far: Hackede? Søn: Ja, det forstår du ikke, far, men det hedder at hacke, når man... Far: Ja tak! Du behøver ikke gå i detaljer. Jeg forstår udmærket, hvad hacke er for noget. Søn: Gør du det? Far: Jeg har selv været ung engang, og selv om vi brugte andre ord, så forstår jeg godt, hvad der sker, når en ung mand og en ung kvinde får lyst til at-eh... hacke. Søn: Så kender du også følelsen, når maskinen kører, ikke? Far: Jo, mon ikke! Søn: Ja, man glemmer helt tiden, når man sidder der og leger med musen. Far: Med musen? Nå, hæ hæ, jo du kan tro jeg kender det, og det var netop det, jeg ville tale med dig om. Forstår du; det er jo ikke helt uden problemer, det der med pigerne... Søn: Nej, det er rigtigt; i nat, der fik vi nogle problemer med Christinas software. Far: Hendes... software? Søn: Ja, der var et eller andet galt med filhåndteringen. Far: Nå, du kunne ikke håndtere hendes... fil? Søn: Nej, jeg kunne ikke forstå det, for hendes brugerflade var god nok. Far: Ja, Christinas brugerflade er der bestemt ikke noget galt med; det har jeg bemærket. Søn: Ja, men der var noget galt med funktionstasterne, så jeg var nødt til at gå ind i hendes DOS. Far: Hæ hæ; fandt hun sig i det? Søn: Ja, hun bad mig selv om det. Far: Christina? Den søde pige? Bad hun dig om at gå ind i hendes-eh... DOS? Søn: Ja, hun kan ikke lide at gøre det selv. Men i går kunne jeg altså ikke finde ud af det; markøren opførte sig så underligt. Far: Det gør den nogen gange, min dreng; det skal du ikke tage så tungt. Søn: Næh, det er bare irriterende, når man går ind på nettet. Far: Nettet? Bruger I net? Søn: Ja, ellers kan man da ikke hacke. Far: Nåe, det kunne vi andre da godt. Din mor og jeg har aldrig brugt net, men jeg er meget frisindet, det er jeg altså; du kan bruge net eller pisk eller hvad du vil, det eneste jeg vil spørge dig om, det er, om I sørger for at beskytte jer. Søn: Ja ja, vi bruger altid back-up. Far: Back-up? BACK-UP? Søn: Ja forstår du, det er... Far: Ja tak, jeg kan godt regne ud hvad back-up er; det er da bestemt ikke sikkert Søn: Altså det beskytter jo ikke mod virus og sådan noget, vel? Men Christina har også en tape-streamer. Den er mere sikker. Far: Nå er den det, nå. Og det bruger I hver gang I-øh... du ved; hacker? Søn: Ja, hvert 10. minut. Far: Hva? Hvert 10. minut?? Søn: Ja, Christina synes også, jeg overdriver lidt. Far: Ja mon ikke! Søn: Nogen gange, så lukker den jo ned, ikke? Og går helt i sort. Far: Ja, det kan jeg sgu godt forstå; hvert 10. minut! jeg har da aldrig... (Telefonen ringer. Sønnen tager den). Søn: Ja! Hej Christina! Jeg sidder lige og snakker med min far... nej, han er meget interesseret i at hacke... ja, det havde jeg heller ikke troet... nej, ha ha... Far: (Pinlig berørt): - næ, jeg-eh... Søn: (Til faderen): - Hun spørger, om du vil være med i aften? Far: Hva? Med? Nej... Søn: (Til Christina i telefonen): - Hvad siger du? Er det rigtigt?... det var da skønt, hvor længe har du vidst det?... hvorfor har du ikke fortalt mig det?... (Faderen kigger mere og mere forfærdet på sønnen). ...tænk, skal du have en lille! det glæder jeg mig til... Far: (Brøler): - HVA??? Søn: ...sådan en lille bærbar en; det har jeg altid ønsket mig Far: HVAD ER DET DU SIGER? Søn: (Til Christina): - Du, lige et øjeblik. (Til faderen): - Hvad er der med dig, far? Far: Skal Christina have en lille? Søn: Ja, det siger hun. Det er sådan en... Far: Sammen med dig??? Søn: Nåe, det ved jeg ikke. Vi kommer jo meget nede på den nye cafe, du ved; der er vi jo en 20 stykker, der hacker sammen, så... (Faderen synker sammen. Sønnen kigger forbløffet på ham mens han lægger røret på)
- SORT - |