Den sommerdag i 1968, da jeg valgte at gå ned ad Kompagnistræde i stedet for at fortsætte op mod Vester Voldgade, skete den mest skelsættende begivenhed i mit liv.
Der har været andre. Ting som, set udefra, har grebet mere ind i mit liv: Da jeg mødte min kone, da min søn blev født, da jeg skiftede arbejde, men disse begivenheder har været helt anderledes logiske, i hvert fald når jeg kigger tilbage på dem. De var mere et naturligt resultat af nogle handlinger, jeg anede konsekvensen af.
Jeg ville være skuespiller eller digter eller sanger, selvom min foreløbige karriere ikke var så imponerende. Den omfattede en uddannelse som ekspedient efterfulgt af en lang række mærkelige jobs: opvasker i SAS Catering, karruselpasser i Tivoli, lagerarbejder i London, EDB-assistent i FDB plus en del andre som ikke har noget navn.
Grundtvig ville tage sig til hovedet over alle disse tiltag. Det er meget fjernt fra hans eksamensfri ”skole for livet”, hvor fællesskabet og ”det levende ord” skulle være fundamentet. Og hvor man ikke ender med et stykke papir.
Og så skete miraklet. I det sekund jeg satte mine ben på Krabbesholm Højskole, blev jeg en anden.
På Krabbesholm var der faktisk alle de dejlige piger, jeg havde drømt om, og der blev faktisk holdt fester ustandselig, men det havde jeg virkelig ikke tid til, for jeg skulle have al verdens filosofi og kunst ind i hovedet på én gang.
Ikke for at dygtiggøre mig, ikke for at få et stykke papir som ville stille mig bedre i et karriereforløb, men fordi jeg oplevede glæden ved at arbejde med noget væsentligt i et fællesskab, hvor man ikke spørger, om det kan betale sig, men bare glemmer tid og sted i fælles begejstring over at blive klogere og føle sig rigere.
Det var intet mindre end en åbenbaring. Alle klicheerne kan bruges: der åbnede sig en ny verden for mig, og jeg blev aldrig mere den samme. Både fordi min læseglæde blev kronisk, og fordi jeg aldrig flyttede tilbage til København. Jeg fortsatte på HF og seminariet, og mit liv blev et helt andet, end de første 20 år havde tegnet til.
Eller hvis jeg havde valgt en anden gade. Var jeg blevet postbud i Canada, hvis jeg var gået ned ad Vester Voldgade? Narkoman, hvis jeg havde valgt Farvergade? Trafikminister, hvis jeg var gået ned ad Kattesundet?
Er vi viljeløse ofre for tilfældigheder, eller er vi i virkeligheden udstyret med en eller anden ubevidst fornemmelse for, hvad vi har brug for? En indre
Gunnar Geertsen
Kronik i Fyens Stiftstidende 4. oktober 2009:
Grundtvig ville have elsket mig
Men den dag i Kompagnistræde, da jeg pludselig gik ind i Højskolernes Sekretariat, var bestemt ikke logisk, og jeg kan huske min egen undren, da jeg en halv time efter forlod deres kontor. Jeg følte, at jeg var gået over til fjenden.
Kun én ting var helt udelukket: at jeg skulle læse videre. Det var lykkedes Den Classenske Legatskole at bilde mig ind, at jeg var dum. Nej, måske ikke dum; jeg var vel genial som enhver sund 20-årig skal mene om sig selv, men min skoletid havde været højst problematisk, og det var i hvert fald givet, at jeg var afskåret fra noget bogligt. Det havde ni års besværlig skolegang overbevist mig om.
Jeg var nok – som flere snedige journalister har regnet ud – virkelighedens Bølle-Bob.
Så når jeg pludselig stod og skrev ansøgning om støtte til et højskoleophold, var det bestemt ikke med ønsket om at lære noget. Jeg anede ikke, hvad en højskole var. Men i vinduet hang en plakat med nogle lykkelige unge mennesker som sad i solnedgangen og kom hinanden ved, og i forgrunden sad et par billedsmukke piger og kiggede henført på en guitarspillende fyr som garanteret ikke spillede nær så godt som jeg.
I dag tilbyder højskolerne ”kompetencegivende” kurser i hvad som helst. Eller de er ”forberedende” til alverdens uddannelser. Man kan endda tage enkeltfagseksamen til HF. Også arbejdsløse kan komme på højskole, men de skal under hele opholdet være ”til rådighed for arbejdsmarkedet”.
Men dengang i 1968 var højskolen stadig en højskole. Hvis der på plakaten i Kompagnistræde havde stået noget om en eksamen eller forberedelse til en uddannelse, var jeg ikke gået derind, for var der noget, jeg ikke kunne drømme om at opsøge frivilligt, var det en skole.
Jeg havde ikke noget mål med min tilmelding. Kun en følelse af, at jeg måtte foretage mig et eller andet nyt. Så mit motiv var nok bare at komme hjemmefra, at slippe for det daglige idiotarbejde, at holde fester hver nat og så sidde hele dagen og blive beundret af sådan nogle skønheder.
Alt det, jeg aldrig havde kunnet, kunne jeg pludselig. Til min egen forbløffelse kastede jeg mig over bøgerne med fuldstændig manisk energi - litteraturen, filosofien, historien - jeg malede og spillede teater og holdt foredrag, jeg udgav skoleblad og arrangerede forfatter- og teateraftener og skrev underlige afhandlinger og morsomme en-aktere og blev formand for alt, hvad man kan blive formand for. Bølle-Bob var blevet mønsterelev.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad der er årsag, og hvad der er virkning. Blev mit liv virkelig ændret på grund af denne tilfældighed, så tænker jeg med rædsel på, hvad der var sket, hvis Scientology eller Kommunistisk Arbejdskreds havde haft kontor i Kompagnistræde.
Illustration Hjørdis Plato |
plan som sorterer det daglige bombardement af indtryk og fortæller os, hvad vi skal vælge fra, og hvad vi skal tage imod.
Jeg tror nærmest det sidste, men det forudsætter jo, at man får det rigtige tilbud. Hvis højskolen ikke havde eksisteret, kunne jeg jo ikke have opfundet den. Og så er spørgsmålet, om jeg nogensinde havde opdaget, at jeg havde mange flere evner og muligheder, end jeg selv vidste.
Det er selvfølgelig meningsløst at spekulere på, hvad der var sket hvis og hvis. Jeg ved kun, at mit højskoleophold gjorde mig til et helt andet menneske og ændrede mit liv.
Og jeg tror, at Grundtvig sidder i sin himmel og glæder sig over mig. Jeg tilhørte ganske vist ikke ”karle og piger af bondestanden”, som efter et højskoleophold kunne vende beriget tilbage til ploven og vaskebrættet, men jeg er måske et moderne eksempel på, at hans tanker var rigtige.
For det gælder endnu, at den danske højskole er noget enestående og noget værdifuldt, som ikke kan erstattes af noget andet.
Jeg forstår udmærket, at højskolerne må følge med tiden, og måske får de nye målrettede kurser nogle flere elever ind. Men det er altså lidt farligt, for man mister sådan nogle som mig, og dem må der have været tusinder af gennem årene.
Det er snart 170 år siden, Grundtvig gjorde sig sine tanker om folkeoplysningen, og som alle store tænkere kan han bruges til hvad som helst. I 1970’erne var han brugbar for den venstreorienterede EF-modstand, og i 1990’erne udnævnte Søren Krarup ham til ”årtusindets dansker”.
Grundtvig selv er jo uden skyld i, at han bliver omklamret af skiftevis venstre- og højrefløjen. Og det er for dumt, hvis man i dag – hvor nationalisme har fået en odiøs klang – lader denne omklamring smitte af på Grundtvig, så han pludselig heller ikke er helt stueren.
For den højskole han lagde grunden til, er vigtigere end nogensinde. Jo mere vi dyrker individualismen, og jo mere hysterisk kravet om kontrol, effektivitet og målrettethed bliver, jo vigtigere er det med en skole som ikke har adgangskrav og ikke sigter mod karriere og erhvervsliv.
Et af de kendteste Grundtvig-citater, som også udtrykker hans højskoletanker, er ”Menneske først, kristen så”. Det kan vi måske i dag udvide til ”Menneske først, karriere så” eller ”Menneske først, demokrat så” eller ”Menneske først, europæer så” eller… fortsæt selv.