Min bedste vise
Fra "Osvald", medlemsblad for "Revyens Venner", 2003:
Fru Petersen sidder uroligt på stolen og sveder, for pladsen er trang, hun smiler genert til familie og venner som synger den omdelte sang. Den handler om hende, den elskede kvinde, den trofaste hustru, den kærlige mor, som altid var klar med et trøstende ord. De skåler og skråler i kor.
De ser, hun bøjer ho'det ned og sænker sine blikke. De tror, det er beskedenhed. Men det er det nu ikke.
Hr. Petersen tømmer en flaske, og smider cigaren i borddamens kop. Han bøvser og banker med skeen på glasset og rejser sig usikkert op: "Min elskede pige, til dig vil jeg sige en tak for de år og de ofre, du ga', du sled og du slæbte, så nu skal du ha' et trefoldigt højt hurra".
De ser, hun bøjer ho'det ned og sænker sine blikke. De tror, det er af kærlighed. Men det er det nu ikke.
Fru Petersens søn møder op under kaffen, han smiler og kysser sin mor. Han har ikke tid til at blive så længe; man venter ham på hans kontor. Han ønsker tillykke, så får hun et smykke, og snakken ved bordet går pluds'lig i stå, og gæsterne klapper, da hun får det på. Så undskylder han og må gå.
De ser, hun bøjer ho'det ned og sænker sine blikke. De tror, det er af ydmyghed. Men det er det nu ikke.
Fru Petersen rydder servicet af bordet, da gæsterne er gået hjem. Hr. Petersen rejser sig tungt fra sin sofa, så får hun et kys og et klem: "Slip baljen min smukke, din dejlige dukke, i dag skal du hædres, og alt skal du ha', så opvasken ta'r jeg alene i dag; gå ind i en stol og slap af".
Han ser, hun bøjer ho'det ned han mærker hendes blikke. Han tror, det er taknem'lighed. Men det er det nu ikke.
|
Som flere af de forrige forfattere i denne serie kan jeg selvfølgelig kun fastslå, at det er umuligt at vælge "min bedste vise".
Af mine iflg. KODA næsten 300 sange er der måske en 20-25 jeg ville kalde mine bedste. Det er tankevækkende nok netop de mest ukendte af mine tekster; ingen af dem har vakt synderlig opmærksomhed. Jeg har valgt en af disse, "Tillykke Erna", som jeg skrev til Frits Helmuth i 1983, og som Bent Fabricius-Bjerre skrev melodien til. På pladen indledes sangen med et bøvet kor, som uden musik synger de sidste fire linier af melodien til Jens Vejmand med forkert tryk på "fødselsdag":
...og Erna har fødselsdag, vi samlet er til fest, for vi skal hende hylde, hun er jo hædersgæst.
Jeg har brugt temaet flere gange. I en Bølle-Bob sang, "Den store dag", gik jeg et skridt videre og komponerede melodien sådan, at sangen kunne synges samtidig med en tåbelig konfirmationssag. Det er i mine egne øjne den bedste Bølle-Bob sang; den eneste, som aldrig slog an! Og i Cirkusrevyen 1991 fik jeg Lisbet Dahl til at komme ind efter sin 50-års fødselsdag med ægtemandens ubehjælpsomme hyldestsang, som hun læste op som en del af sin egen vise. Se, det er sådan man opnår at skrive 300 sange. Man skal bare bruge sine sparsomme ideer tilstrækkeligt mange gange. Det er jeg ikke den eneste, som har fundet ud af.
At jeg vælger "Erna" som min bedste vise skyldes også, at den i sig selv rummer de tre områder jeg har beskæftiget mig med hele mit liv: teater, revy og pop. Jeg synes, at sådan en sangtekst er et selvstændigt teaterstykke, samtidig med at den er satirisk revy og en regulær popsang. Jeg ved ikke, om genren hedder noget. Jeg ser det som en slags impressionistisk vise, og det er åbenbart kun mig selv der synes, at det er så godt. Men jeg har altid - helt fra barn - elsket den type vise, som fortæller en historie, der lige så godt kunne udgøre hele indholdet i en roman på 400 sider. Eller rettere: den fortæller netop ikke historien; den tvinger lytteren til selv at digte historien bag teksten.
Her er teksten:
|