Gunnar Geertsens hjemmeside

Manden på gulvet

Musik Henrik Krogsgaard  Tekst Gunnar Geertsen

Erik Paaske i Cirkusrevyen i 1986

             Jeg er en af dem, der ligner dem, du møder overalt,

              jeg er folkemængden, hvor du går og står.

              Jeg er ham den anonyme, ham der aldrig råber op;

              ham du glemmer, du var sammen med i går.

              Jeg er manden, ham på gulvet, ham du altid hører om,

              uden styrke, uden holdning, uden mod.

              Måske tror du, jeg kun er et nummer i en statistik,

              men jeg forsikrer dig: jeg er af kød og blod.

 

              Og jeg kan ikke gøre for det, men jeg elsker denne jord,

              denne latterlige prik i universet.

              For i min have står syrenerne og gror,

              og mit barnebarn har sagt de første ord.

              Så trods ævl og kævl og kiv

              er jeg stadig så naiv

              at jeg tror på denne jord og dette liv.

             

              Jeg ved godt der findes men'sker der er klogere end jeg,

              de har stor eksamen, og de lever flot;

              det er dem der bygged' verden op til det den er i dag,

              men jeg syn's ikke de har gjort det særlig godt.

              Jeg har ikke kløgt og viden til at være lissom dem,

              jeg beklager, det er andre ting jeg kan:

              jeg kan grave i min have, spille bold med mine børn.

              Det ku' være, de sku' gøre lissådan.

             

              Og jeg kan ikke gøre for det, men jeg elsker denne jord,

              denne latterlige prik i universet.

              For i min have står syrenerne og gror,

              og mit barnebarn har sagt de første ord.

              Så trods ævl og kævl og kiv

              er jeg stadig så naiv

              at jeg tror på denne jord og dette liv.

 

              Når jeg åbner for mit TV ser jeg vold og mord og krig,

              min avis er fyldt med folk der går amok.

              Men min bil vil ikke starte, der er tidsler i min hæk,

              så jeg føler, at jeg har problemer nok.

              Og så slukker jeg for TV, og min kone får et kys,

              og så ta'r vi os en flaske og lidt mad.

              Og mens hele verden brænder, uden fremtid, uden håb,

              sidder jeg og blir så helt urim'lig glad.

 

              Og jeg kan ikke gøre for det, men jeg elsker denne jord,

              denne latterlige prik i universet.

              For i min have står syrenerne og gror,

              og mit barnebarn har sagt de første ord.

              Så trods ævl og kævl og kiv

              er jeg stadig så naiv

              at jeg tror på denne jord og dette liv.

 

              Jeg har aldrig rigtig fattet den politiske debat,

              dette spil om øst og vest og krig og fred;

              jeg syn's ikke der er forskel, de er allesammen ens,

              lad dem snakke, der er én ting som jeg ved:

              Fred er ikke generaler, fred er ikke stærke mænd

              som vil lege deres helt private leg.

              Fred er ikke magt og ære, fred er ikke store ord,

              fred er manden her på gulvet. Fred er mig.

             

              Og jeg kan ikke gøre for det, men jeg elsker denne jord,

              denne latterlige prik i universet.

              For i min have står syrenerne og gror,

              og mit barnebarn har sagt de første ord.

              Så trods ævl og kævl og kiv

              er jeg stadig så naiv

              at jeg tror på denne jord og dette liv.

Musik Bent Fabricius-Bjerre   Tekst Gunnar Geertsen

Sune

Frits Helmuth på albummet "To sider", 1983

                   Jeg vågner og lytter i mørket, jeg hører du kalder,

                   for bamsen er faldet på gulvet og sutten er væk,

                   og natten er farlig, og skabet det ligner en kæmpe trold,

                   som havde en plan om at bortføre dig i en sæk.

 

                   Jeg lægger mig ned ved din side og tar dig i hånden,

                   og skabet blir atter et skab, og du sover igen.

                   Du puster mig ind i mit øre og du er alene nu,

                   og ingen kan vide hvor drømmene fører dig hen.

 

                   Tak for i dag,

                   tak for det du ga',

                   tak fordi du viste mig din hemmelige hule,

                   tak fordi jeg fik din sidste saltpastil af dig,

                   tak fordi du altid får det bedste frem i mig.

 

                   Du trykker min hånd, og nu nænner jeg ikke at sove,

                   for natten er blevet så stille og mørket er smukt.

                   Jeg har ellers selv et par trolde som jeg er lidt bange for,

                   men nu hvor jeg holder din hånd, er de jaget på flugt.

 

                   Du vender dig om og jeg mærker en hånd på min skulder,

                   du griner i søvne og putter dig helt ind til mig.

                   Jeg mærker mit hoved blir tungt mens jeg prøver at kæmpe mod

                   at sove, mens du bare ligger og vokser din vej.

 

                   Tak for i dag...

 

                   En dag vil du komme og drikke en høflig kop kaffe,

                   og spilde din tid med at sidde og høre på mig,

                   og finde dig i at jeg prøver den gamle forældreløgn

                   om alt det jeg ofred' og alt det jeg gjorde for dig.

 

                   Og så vil jeg prøve med alle de billigste midler

                   at binde dig, gøre dig rigtig afhængig af mig.

                   Jeg håber at du vil få styrke og mod til at leve selv,

                   og at jeg vil ha kræfter tilovers når du går din vej.

 

                   Tak for i dag...

Mit sommerhus

Musik Hans Dal   Tekst Gunnar Geertsen

Ove Sprogøe på albummet "Danmarks sidste viking", 1978

Mit sommerhus er færdigt nu,

den sidste sten er lagt,

og alt er som jeg drømte om,

jeg fik en fin kontrakt.

Det er en drøm af glas og sten

med sauna og med pejs,

det er et monument af mine

kvaler undervejs.

 

Jeg sidder og ser på den regnvåde rude

og træernes grå silhuet.

Jeg lytter til stormen, som raser derude,

og føler mig pluds'lig så træt.

 

Jeg stred i 22 år,

jeg passede mit job,

jeg gemte hver en krone,

mens fabrikken sled mig op.

Jeg tænkte på mit sommerhus

med fliser og med tjørn.

Jeg drømte om at leve her

med kone og med børn.

 

Men konen går og keder sig,

og knægten han er tvær,

og tøsen bor i kollektiv

og kommer aldrig her.

Jeg ofrede mit halve liv

for dette lille sted.

Men alt, hvad jeg har ordnet

er de ligeglade med.

 

Jeg sidder og ser på den regnvåde rude

og træernes grå silhuet.

Jeg lytter til stormen, som raser derude,

og føler mig pluds'lig så træt.

Verdensfreden

Musik Henrik Krogsgaard   Tekst Gunnar Geertsen

Grethe Sønck i Nykøbing F. Revyen

Alle taler om, at verden nu er lige ved at gå amok,

alle går og frygter hvad det hele ender med.

Hjemme foran TV ser vi krigen, og det er et dagligt chock,

og vi har en masse kloge meninger om krig og fred.

Men vi ku' også bruge vores harme

til at fylde vores dagligdag med fred og varme.

Derfor har jeg startet min private fredelige offensiv,

freden må begynde i mit eget liv.

 

Verdensfreden kommer indefra,

smilet er det eneste våben jeg har.

Kald mig naiv, men jeg tror,

at hvert et venligt ord

som blir sagt

har magt

til at forbedre vores jord.

Jeg blir rystet, når jeg ser de slår ihjel,

så tænker jeg, at verdensfreden starter hos mig selv.

 

Snupped' du en god parkeringsplads for næsen af en anden bil?

Mærker du en stille fryd når konkurrenten dør?

Glemte du at si' til kassedamen, at hun havde snydt sig selv?

Gik du uden om den taxa hvor der sad en mørk chauffør?

Du hader krigen og vil stoppe smerten,

tror du ikke, du sku' starte med din egen verden?

Alle dine kloge meninger er uden noget perspektiv;

du skal finde freden i dit eget liv.

 

Verdensfreden kommer indefra,

smilet er det eneste våben du har.

Kald mig naiv, men jeg tror,

at hvert et venligt ord

du får sagt

har magt

til at forbedre vores jord.

Hvis din harme og din vrede er reel,

må du forstå, at verdensfreden starter hos dig selv.

 

Jeg kan ikke hjælpe verden med mit had,

jeg kan bygge på de ting der gør mig glad:

livet leves nu og her,

der er stadig børn der ler,

storken ta'r endnu på træk,

græsset vokser stadigvæk.

Jeg ved godt, der' no'en der prøver på at splitte kloden ad,

men når bøgen springer ud, vil jeg ha lov at være glad.

Jeg bringer glæden med tilbage hvor jeg bor,

det' mit bidrag til en bedre jord.

 

Verdensfreden kommer indefra,

glæden er det eneste våben jeg har.

Kald mig naiv, men jeg tror,

at hvert et venligt ord

jeg får sagt

har magt

til at forbedre vores jord.

Jeg blir aldrig agitator og rebel,

jeg tror kun på, at verdensfreden starter hos mig selv.