Da jeg lærte min kone Gitte at kende, slog det mig, hvor meget de i hendes familie kendte til deres slægt. Jeg var lidt misundelig, når de talte om tiptipoldeforældrenes dagligdag; hvilke gårde de havde haft, hvem deres børn var blevet gift med, og hvad der var blevet af dem, som udvandrede til USA.

Jeg følte mig lidt fattig – en mand uden fortid. Jeg havde aldrig kendt mine bedsteforældre, som alle var døde, før jeg blev født. Min far døde, da jeg var 5 år, og hans forældre vidste jeg så godt som intet om, og min mors forældre kendte jeg kun lidt til fra min mor. Men det havde aldrig interesseret mig – det gør det sjældent, før man kommer op i årene – men nu følte jeg mig så underlig historieløs, når jeg hørte om alle Gittes spændende forfædre.

Min far var direktør i trælastfirmaet M. H. Krause med hovedkontor på Niels Ebbesens Vej i København.

I min barndom bestod min ”ydre familie” af min fars 4  voksne børn fra et tidligere ægteskab og min mors 5 søskende og alle deres børn. Altså halvsøskende og onkler og mostre og en masse fætre og kusiner. Det var rigeligt til at være en del af en stor familie, men ingen af dem var jo mine aner.

Gitte havde jo fået det hele forærende og aldrig selv været aktiv, og vi blev interesseret i at forske lidt selv. Vi startede med at købe et par bøger om emnet, og i forordet i en af dem stod en slags advarsel. Man skulle vide, at det nok blev på livstid, hvis man gik i gang, for det er svært at slippe igen. Og man ved jo på forhånd, at det er et arbejde, man aldrig kan blive færdig med.

Der er mindst 3 elementer i slægtsforskningen, som gør det så spændende:

For det første det helt elementære: Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra? Den almindelige diskussion om forholdet mellem arv og miljø får et større perspektiv med slægtsforskningen. For min personlighed skyldes jo en kombination af generne fra mine forældre og de påvirkninger, jeg har været udsat for, men mine forældre er jo selv et resultat af disse faktorer, og når man får et overblik over tilstrækkeligt mange generationer, bliver det lettere at se en linie.

De aner, som i mit tilfælde skiller sig ud fra mængden af bønder, er generationer af degne, kirkesangere og spillemænd. Og jeg kan pludselig se, at jeg vel netop er en moderne blanding af en degn og en spillemand. 

Måske er det løgn, måske opfinder man sammenhænge, som bare er tilfældigheder, men det ændrer ikke følelsen af, at man hører til i en række, at man er et logisk resultat af mange hundrede menneskers kamp for det daglige brød.

For det andet bliver man grebet af detektivarbejdet. Det er simpelthen irriterende, at jeg ikke kan finde ud af, hvad der blev af Jens Eriksen i 1788, efter han var blevet far til min tipoldemor. Når jeg så efter 8 dages hårdt arbejde opdager, at han flyttede til Vejby, hvor han døde 36 år senere, bliver jeg urimeligt glad. Jeg har løst en opgave, jeg har fået styr på en sammenhæng.

For udenforstående er det svært at forstå, for det er jo sådan set ligegyldigt, hvornår Jens Eriksen døde. Ja, det er lige så ligegyldigt som at få en kabale til at gå op eller slå en rekord i et computerspil, hvilket aldrig har interesseret mig, men det er vel den samme uforståelige tilfredsstillelse ved at løse en opgave.

For det tredje bliver danmarkshistorien anderledes vedkommende. Hvad var en bødker, en degn, en væver egentlig? Der kommer en helt automatisk lyst til at sætte sig ind i deres dagligdag, deres arbejdsbetingelser, deres livsvilkår.

Violinbyggeren Jens Geertsen omkring 1950. Han var en af de unge fløse, som ikke ville spille sammen med Geert Jochumsen sidst i 1890'erne. At de havde fælles aner, har de næppe vidst.

                                                                                        (Foto: se nederst)

Det er svært at få mennesker af kød og blod ud af disse endeløse rækker af navne. Så er det sjovere med dem hvis erhverv gør, at der er bevaret udsagn, som giver indtryk af en personlighed. Når jeg f. eks. om min tip-2-oldefar, skoleholder Niels Jonassen Dyhrberg, kan læse, at bedømmelsen af ham i 1794 var ”stor retskaffenhed, dyb religiøsitet, dygtig som lærer, men til tider noget hidsig”, så bliver han et levende menneske.

    Eller min oldefar, spillemanden Geert Jochumsen, der som 73-årig ikke ville lade sig kue af 4 unge spillemænd, som nægtede at spille sammen med sådan en olding til en stor fest. Han gennemførte at spille hele dagen sammen med dem, selvom de ignorerede ham, og han fik da også sin femtedel af spillemandspengene.

    Den slags oplysninger er spændende, for her skimtes jo karakteregenskaber, og man får en lille flig af deres dagligdag.

Lige så interessant er jo alt det, jeg ikke er stødt på: sømænd, fiskere, militærfolk, ind- og udvandrere.

    De sidste 250 år er der åbenbart ingen i min slægt, som er udvandret, ligesom der ikke er nogen af mine forfædre, som er kommet fra udlandet.

Det er i det hele taget påfaldende, hvor lidt de har bevæget sig væk fra deres hjemegn. Det typiske har været, at børnene er kommet ud og tjene som karle og piger på gårdene i omegnen. Her har de så mødt jævnaldrende og fundet deres ægtefælle og derefter bosat sig i det samme område.

Omkring 1712 fik Niels Dyhrberg tildelt et "soldat-torp", dvs et nybyggersted i Katrineholm syd for Eskilsstuna. Fotoet er fra Yvonne Bruun, som har fået det tilsendt fra de nuværende ejere.

På min fars side har alle forfædrene levet i Viborg Amt, de fleste i den nordligste del omkring Skive. Vi skal helt tilbage til 1691, før vi er uden for dette område. Nemlig med Niels Dyhrberg, som blev født i  Södermanland i Sverige.

Han var sergeant i den svenske hær under ledelse af general Magnus Stenboch, og han blev krigsfange i Danmark efter Stenbochs kapitulation i Gottrup 1713. Niels blev stamfader til en meget stor efterslægt i Danmark, USA og New Zeeland, herunder 4 generationer af degne i nordjylland, som jeg nedstammer fra.

Der er under 300 nulevende Dyhrberg’ere i Danmark, så hvis ”Danske for- og efternavne” har ret i, at Dyhrberg er opstået i Dyrebjerg på Fyn, har Niels Dyhrberg måske danske aner, endda fynske ligesom min mors forfædre.

Slægten har heddet Dyhrberg helt frem til min far, som hed ”Dyhrberg Geertsen”, men af en eller anden grund ikke gav mig navnet.

Min tip-4-oldefars arbejde fra 1781 kan stadig ses i Asmild Kirke ved Viborg. Her skimtes også det usædvanlige loft.

              (Foto: Asmild  Kirkes hjemmeside)

Derimod opdagede jeg, at mit Geertsen-navn skyldtes en fadder, nemlig Geert Nielsen, som var fadder til min oldefar Geert Jochumsen i 1826, og som jeg ikke kunne se havde nogen forbindelse med min slægt. Så i mange år troede jeg, at vores Geertsen-navn først opstod med ham. 

Senere opdagede jeg, at Geert Nielsen var Geert Jochumsens farbror, men det tog lang tid at finde ud af, hvor dette Geertsen kom fra. Jeg skulle helt tilbage til hans oldemor, som viste sig at hedde ”Geertsdatter”, før jeg kunne fastslå, at jeg også er en del af Geertsen-slægten fra i hvert fald 1600-tallet.

En mulig udefra kommende er min tip-4-oldefar Jørgen Baltzer Reinatt. Han var ”Kunstner i maling og tegning”, og hans usædvanlige navn gør det sandsynligt, at han er søn af en tysk militærmand Daniel Reinatt, som bosatte sig i Danmark i ca. 1710. Og havde en agtværdig karriere som skarpretter, altså bøddel.

Men jeg har ikke kunnet finde forbindelsen mellem de to, og i 1787 findes der kun én i Danmark med navnet Reinatt. En Christian Danielsen Reinatt i Præstø, som må være søn af Daniel og dermed sandsynligvis bror til Jørgen Baltzer Reinatt. Daniel selv må være død før 1787; det samme er formentlig Jørgen, selvom han i 1781 udførte et meget omfattende restaureringsarbejde af  Asmild Kirke ved Viborg.

Han udsmykkede alt træværket, og hans arbejde kan stadig ses på alter, korgitter, kirkestole, prædikestol og orgel-facade. Hele loftet malede han som en skyet, gråblå himmel, men det måtte males op i forbindelse med en omfattende restaurering i 1990.

Jørgen Baltzer Reinatt havde åbenbart ingen sønner, som bar navnet i 1787. Men en datter, Georgine Maria Reinatt, som giftede sig med en af Dyhrberg-degnene, Niels Jonassen Dyhrberg i 1790.

Jeg tror, det skyldtes en misforståelse. Min mor fortalte mig engang, at min far mente, navnet Dyhrberg stammmede fra en fadder så sent som i 1952, og således ikke havde noget med vores slægt at gøre før dette år. Dette er forkert. Navnet kommer i lige linie fra Niels Dyhrberg 1691.

Min fars slægt

Kilder:

Udover kirkebøger og folketællinger og andre offeltligt tilgængelige kilder har jeg nydt godt af det samarbejde, som via nettet og foreningen DIS automatisk opstår med slægtforskere, hvis aner har krydset hinanden.

Tak til Ellen Schönning Damgaard, Annette Fabricius, Leif Geertsen, Viggo Rasmussen, Asbjørn Thomsen, Isabelle Schou.