I 1990 var jeg med til at udvikle en ny serie madprogrammer til TV2, og da Jens Okking blev foreslået som vært, syntes jeg, det var en god ide.

     Jeg havde arbejdet med Jens tidligere i ”Slutordet”, som var et gætteprogram på DR, hvor han var vært, og jeg leverede sjove ord, som de kendte gæster skulle gætte.

     Det havde været problemløst, og det var sjovt. Jens var en inspirerende og anderledes kunstner at arbejde med, og han var god på skærmen.

     Så det var oplagt at bruge ham i et madprogram, for udover alle hans andre talenter, havde han også forstand på mad.

     Men det viste sig at være en meget dårlig ide. Produktionen af ”Madmagasinet”, som programserien kom til at hedde, blev et mareridt for alle involverede.

     Det var bestemt ikke kun Jens Okkings skyld, men han gjorde det nu ikke lettere.

     Det var den århusianske reklamemand Poul Christensen, som havde fået ideen til Danmarks første fuldsponsorerede tv-program, og det var Dafolo Video, som skulle producere for TV2.

     Dafolo var et af de mange små tv-produktionsselskaber, som var opstået efter etableringen af TV2 i forventning om, at nu skulle tv-produktionen lægges ud til private selskaber. Der var alt for mange af dem, og de var sultne.

     Poul Christensen havde udtænkt en meget snedig konstruktion, som var lidt af et Columbusæg.

     Det lød nu ikke så snedigt, det lød tværtimod meget enkelt. Hans kunde, Super-Best, ville betale hele produktionen. Sådan.

     Selvfølgelig kunne enhver regne ud, at intet firma betaler  millioner for at få sit navn på skærmen i 3 sekunder, men det lod vi alle sammen som om, vi slet ikke fandt mærkeligt.

     I virkeligheden var ideen da også, at Super-Best lavede underaftaler med sine leverandører, og således fik dækket sine udgifter. Dette var ikke i sig selv ulovligt, men det var ulovligt, hvis disse leverandører blev markedsført i programmet.

     En idiotisk formulering, for selvfølgelig ville firmaerne kun betale, hvis de fik noget for pengene. Men det blev aldrig sagt højt.

     Det gav nogle underlige møder på TV2, fordi vi omhyggeligt undgik at tale om det væsentlige. Nemlig at Super-Best skulle betale alle regninger uden at få indflydelse på programindholdet.

     Det var Anette Rømers debut som programansvarlig på TV2. Af og til deltog også Lone Bastholm i møderne. Samt TV2s advokat, Nic Holten-Andersen,  som havde en højst problematisk rolle.

     For han fortalte os om reglerne, som vi alle sammen kendte lige så godt som han, og ellers var han tavs, når vi nærmede os sprængfarlige emner.

     Vi kunne f. eks. tale meget længe om, hvordan en pakke OMA margarine måtte stå på en hylde. Hvis vi nu placerede en peberkværn foran, så den dækkede for 10% af logoet, var det så i orden?

     Vi sad 10-12 alvorlige mennesker og diskuterede sådan et spørgsmål, uden at nogen spurgte om, hvorfor det var så vigtigt. Svaret var nemlig indlysende. Det var vigtigt, fordi Super-Best skulle have mulighed for at sælge skjult reklame.

     Direktøren hed Børge Hansen, og han var på en måde den eneste uskyldige, for han fattede aldrig dybden i problemet. For ham var det bare nogle regler, man var nødt til at overholde.

     Jens Okking elskede ellers at pille ham ned:

     ”Du har kun én funktion i denneher forsamling Børge, og det er at skrive checks ud”, kunne Jens sige.

     Det var jo sjovt sagt, men det var også smart. For Børge Hansen grinede af den morsomme bulderbasse, men Jens fik vasket hænder med den slags markante udtalelser.

     For alle kunne huske dem, og det var brugbart i den senere ballade i både pressen og retssalen.

     I virkeligheden gjorde TV2 præcis det samme som Jens. De var så forhippede på at få en serie gratis underholdningsprogrammer, at de gerne ville se stort på alle regler. Så den tavse advokat skulle bare legitimere programmet.

     Så kunne de bagefter sige, at de udtrykkeligt havde gjort opmærksom på reglerne.

     Efter det første møde fulgtes Jens og jeg hen ad gaden. Jeg bemærkede, at det var dog det særeste møde, jeg længe havde været med til.

     ”Ja”, sagde Jens, ”men de tager fejl, hvis de tror, jeg er sådan en lille billig luder. Jeg er en meget dyr luder!”

     Det grinede jeg af. Senere fandt jeg ud af, at det ikke var en vittighed.                            

     Efter måneders møder lavede vi en såkaldt dummy. Det er et fuldt færdigt tv-program, som bare ikke er programsat. Meningen er så, at man har god tid til at vurdere det, inden man starter den endelige produktion af serien.

     I dette første program var Dario Campeotto gæsten, fordi temaet var italiensk mad. De skulle hyggesnakke og lave mad sammen, og desuden medvirkede bugtaleren Preben Palsgård og Robertino, som sang duet med Dario.

     Dario var instrueret i, at han på et tidspunkt skulle spørge, om de ikke fik noget at drikke, når de sådan stod og lavede mad, og så skulle Jens præsentere noget italiensk vin.

     Denne vin var importeret af firmaet Peter Heering, som var en af Børge Hansens hemmelige undersponsorer.

     Dette havde vi alle sammen accepteret, for det var jo naturligt nok, at man talte om italiensk vin i et program om italiensk mad. Det var lovligt, fordi produkterne indgik i ”en naturlig sammenhæng” som reglerne krævede.

     Det var derimod ikke lovligt, at firmaet betalte for denne placering. Men det var jo altså det, TV2 havde accepteret.

     Så aftalen om, at Jens anbefalede netop denne italienske vin var vigtig. Den var selve det økonomiske grundlag for programmet.

     Men da Dario under optagelsen som aftalt spurgte efter drikkevarer, sagde Jens:

     ”Jo, jeg drikker altid skummetmælk”.

     Vi andre troede ikke vore egne ører. Skummetmælk?

     Jens kastede sig ud i en længere lovprisning af den sunde skummetmælk. Han tog en karton ud af køleskabet og hældte et glas op til den forbløffede Dario, som havde forberedt sig på at tale om italiensk vin.

     Men Dario tog pænt imod glasset og drak af det.

     ”Joh, det smager da øh… det er frisk”

     ”Ja ikke?”, sagde Jens. Så satte han kartonen fra Kløver Mælk midt på komfuret, så den ikke kunne undgå at være i billedet. Derefter talte han direkte til kameraet.

     ”Og så er den uhomogeniseret, og når man er sådan lidt korpulent, findes der ikke noget bedre. Jeg drikker aldrig andet, når jeg står i køkkenet”.

     Det sagde han minsandten. Det var i strid med alle de fordækte aftaler, Super-Best havde lavet med TV2. Og det var en sabotering af den uofficielle økonomiske konstruktion, som var hele grundlaget for produktionen.

     Der blev selvfølgelig ballade.

     TV2 og Børge Hansen var enige om, at Jens Okking skulle fyres. Men de havde et problem. For de kunne jo ikke fyre ham med den begrundelse, at han reklamerede for noget andet end aftalt.

     Den eneste brugbare fyringsgrund var ”kontraktbrud”. Men den kontrakt, Jens havde brudt, var jo uofficiel, så den kunne de ikke henvise til.

     Så Jens blev fyret med den sædvanlige diffuse begrundelse: ”samarbejdsvanskeligheder”. Man anførte, at han ikke havde fulgt manuskriptet og den aftalte menu.

     Det med manuskriptet var sådan set rigtigt nok. Det irriterede også mig, at Jens først læste manuskriptet i studiet lige inden optagelsen. Men det er nu ikke fyringsgrund i et talk-show, hvor manus består af stikord, og ikke af replikker, der skal læres.

     Det med ”den aftalte menu” var kun rigtigt, hvis man anser et glas vin under tilberedningen som en del af menuen.

     Så begrundelsen for fyringen var tynd, og Jens Okking satte da også en advokat på sagen og krævede sit fulde honorar udbetalt.

     Det blev kun én af de sager som fulgte i kølvandet på denne umulige produktion.

     Men serien blev gennemført med kokken René Knudsen som vært. Og til alles overraskelse blev den ikke så dårlig. Vi producerede løbende, sådan at det enkelte program blev vist på TV2 ugen efter, det var optaget.

     Men fyringen af Jens Okking gik selvfølgelig ikke stille af. Aviserne elsker sådan en historie, og det betød, at vi konstant skulle forholde os til, hvad især Ekstra Bladet skrev.

     Anette Rømer og Jens skiftedes til at skælde hinanden ud. Jens beskyldte TV2 for ulovlig sponsorering, og Annette Rømer sagde, at Jens havde været uprofessionel og uforberedt. Ulovlig sponsorering kendte hun ikke til.

     Ingen journalist spurgte hende om, hvordan hun havde forestillet sig, at man kunne lave underholdningsprogrammer med kendte gæster og solister, uden at det kostede en krone.

     Men den megen omtale gjorde TV2 bange. Så nu fik vi den ene kontraordre efter den anden.

     To timer før en optagelse kom der f. eks. besked om, at nu måtte der ikke forekomme et eneste varemærke i programmet. Ingen navne måtte vises, og ingen måtte nævnes.

     Det var Debbie Cameron, som var gæst i dette program, og hun stod så og blandede ingredienserne til sin menu fra neutrale glaskrukker. Det lignede urinprøver.

     Det var latterligt, og Børge Hansen blev rasende, for han havde jo i god tro tegnet sponsor-kontrakter. Men nu stak TV2 af fra alle aftaler, så Super-Best hang selv på udgifterne.

     I det hele taget var ”Madmagasinet” et lærestykke i, at fuldsponsorering ikke kan lade sig gøre. Heldigvis. Mig bekendt er det også kun forsøgt i dette ene tilfælde.

     Jeg var heller ikke så stolt over min egen rolle. Jeg havde bare naivt tænkt, at alle disse kommercielle tuskaftaler ikke kom mig ved.

     Men jeg havde slet ikke indset, hvor umulig konstruktionen var. Jeg havde nok forudset konflikter i et samarbejde mellem et reklamebureau, et produktionsselskab og en tv-station, men det var ikke det værste.

     Det værste var, at det også for mig var en sammenblanding af to verdener, som ikke kan forenes. Det kom bag på mig, og det burde det ikke. Men jeg havde altid arbejdet fint i begge verdener, så længe de var adskilte.

     Jeg skrev og instruerede reklamefilm, og det er der ikke noget moralsk problem i. Det er bare et job, hvor man gør, hvad man får besked på.

     Og så lavede jeg tv-underholdning, og det er en helt anden proces, hvor man har noget så fint som kunstnerisk integritet.

     Først da Dario Campeotto fik besked på at bede om drikkevarer, fattede jeg problemet. Ikke med Dario, for han har ingen fine fornemmelser, men jeg tænkte med rædsel på de mange gæster som iøvrigt skulle medvirke i programserien.

     Hvis nogen bad Margrethe Koytu om sådan noget, ville helvede bryde løs. Eller folk som Niels-Henning Ørsted Pedersen og Nis Bank Mikkelsen, det ville være frygteligt pinligt.

     Kunstnere, jeg respekterede, og som ville føle, at jeg med min titel af instruktør havde ført dem bag lyset.

     For ”Madmagasinet” var nærmest reklamefilm. Og det er sådan set i orden, hvis alle ved det. Både seerne og de medvirkende gæster, som så bare skulle have tidobbelt honorar.

     Så jeg gik hjem og skrev et brev til alle involverede, hvor jeg slog fast, at jeg ikke kunne være instruktør, når jeg ikke havde reel indflydelse på programindholdet.

     At jeg betragtede mit arbejde som et reklamejob, hvor jeg skrev på bestilling og hjalp til i studiet, men ikke ville have titel af instruktør.

     Dermed håbede jeg, at jeg i kunstnernes øjne bare var hyret til at udføre et arbejde ligesom dem. At vi var i samme båd.

     Jens Okking håndterede jo dilemmaet noget mere spektakulært, og med ham var jeg også følelsesmæssigt i klemme.

     For på den ene side var han grov. Og selvfølgelig er det irriterende med en så uregerlig damptromle, som gør nøjagtig, hvad der passer ham.

     På den anden side havde jeg inderst inde sådan en skadefro følelse af, at det havde de godt af.

     Til et af møderne gav han f. eks. Poul Christensen nogle bilag.

     ”Jeg har lige et udlæg”, sagde han.

     Det viste sig at være bilag på 6 håndsyede silkeskjorter, som kostede en formue. Samt taxa-regninger fordi han havde været i København for at få taget mål.

     Vi var overhovedet ikke nået til spørgsmålet om påklædning, og Poul Christensen skjulte ikke sin undren. Han syntes, det var noget, de skulle have talt om. Og hvorfor 6 skjorter?

     Jens fortalte, at med hans størrelse var man nødt til at få syet efter mål. Og vi skulle optage to programmer om dagen, og han svedte så meget, at han skulle skifte skjorte 3 gange under optagelserne.

     Det var frækt, men jeg fandt det faktisk også morsomt.

     Ligesom der var humor i hans nummer med skummetmælken. Var der noget, Jens Okking næppe kunne drømme om at drikke, var det nok skummetmælk.

     Det kan undre, at han startede med at lave en så åbenlys provokation, som gjorde hele produktionen umulig.

     Alle var sikre på, at han havde indgået en privat sponsoraftale med Kløver Mælk, men det tror jeg ikke. I så fald ville det da være dumt at afsløre det i en dummyproduktion.

     Jeg tror, at det drejede sig om at demonstrere, at Jens nok selv skulle bestemme, hvad han ville reklamere for.

     Og hvis han ikke kunne få lov til det, ville han i virkeligheden gerne fyres, fordi han var sikker på, at han havde krav på fuldt honorar.

     Denne tidligere kommunist havde fundet sin egen måde at håndtere den kommercielle verden på. I stedet for at undgå den, udnyttede han den.

     Det var tydeligt for mig, fordi jeg i vores forrige produktion på DR havde oplevet Jens som en professionel, disciplineret og helt problemløs skuespiller.

     Her fandt han opgaven seriøs i den forstand, at der ikke var nogen kommercielle interesser, og så arbejdede han seriøst. Men når han mødte et erhvervsliv, han ikke kunne respektere, brugte han uden skrupler deres egne metoder. 

     Jeg tror, at Jens Okking i virkeligheden ser kulturens afhængighed af erhvervslivet som en gammeldags klassekamp. Kunsten mod kapitalen.

     Da Jens gik i pressen og sagde, at han ikke ville presses til at reklamere for underlødige produkter, var det nok rigtigt. Men han sagde ikke, at han hellere end gerne ville reklamere. Han ville bare selv bestemme, og han ville selv have pengene.

     For at blive i hans egen luder-allegori, kan man sige, at han ville gerne være luder, men han ville ikke have en alfons.

     I årene efter Madmagasinet modtog jeg jævnlige breve fra Jens Okking ”til klanmedlemmerne”. Det var hyggelige private betragtninger om alt muligt.

     Det var jeg glad for, for det betød vel, at jeg i Jens Okkings øjne tilhørte den arbejdende kunstner-klasse, og vi skulle stå sammen mod kapitalen.

     Jeg synes nu ikke, det er helt så enkelt, og jeg har hverken position eller format til at kæmpe denne kamp.

     I det hele taget ser jeg mig selv som verdens pæneste mand, men et eller andet sted i mit indre sidder der nok en Okking, som drømmer om at kæfte op og ikke finde sig i noget.

     Som ikke indgår disse vattede kompromisser, vi andre ustandselig underlægger os, men som konsekvent holder tingene adskilt. Enten er det kunst, eller også er det forretning.

     En seriøs skuespiller, som kun er seriøs, når opgaven er seriøs.

     Som i kommercielle sammenhænge er iskold og taktisk, og som i seriøse sammenhænge har givet os mesterlige præstationer.