Lisbet Dahl

Lisbet Dahl er et pragtfuldt menneske. Og rædselsfuldt. Der er på alle måder noget paradoksalt ved Lisbet.

  Hun rummer de mest modstridende egenskaber. Følsom og grov, seriøs og overfladisk, ydmyg og storhedsvanvittig, dybsindig og naiv, varm og kold.

  Lisbet er med andre ord ligeså kompliceret som alle andre mennesker, men hun er det i højere grad. Alt ved hende er ligesom forstærket.

  Når hun møder mig med ordene ”du ser ud ad helvede til”, er jeg ikke i tvivl om, at hun mener det. Men det er også på en eller anden kringlet måde en kærlighedserklæring.

  ”Du ser til gengæld dejlig ud”, kan jeg svare, ”du er da blevet tykkere igen”. Så griner hun sit skønne grin, og vi tager den store krammetur.

   Hun kan være hårdtslående og sige de groveste ting til folk. Og så kan hun pludselig ringe op dagen efter, vi havde været sammen med Ida From, som havde mistet sin Bent et par år forinden:

   ”Tror du, jeg gjorde hende ondt?”

   Ondt? Det er nogle gange svært at følge Lisbet. Hvordan ondt?

   ”Jeg sagde jo det der om de dumme ægtemænd. Det var da åndssvagt sagt”.

    Det havde jeg overhovedet ikke bemærket. Det tror jeg heller ikke, Ida havde. Jeg syntes, det var meget værre, at Lisbet havde kaldt lysmanden for idiot og nedgjort den unge forfatter, så han formentlig aldrig mere turde skrive en linie.

    Det bekymrer ikke Lisbet, for lysmanden og forfatteren skal kunne klare mosten. Derimod kan hun i dagevis gruble over, om hun kom til at såre en kvinde, som havde mistet sin mand.

    Lisbet er højtråbende og udtaler sig kategorisk om hvad som helst, og så er hun en lille usikker pige, som er sårbar over for den store verden.

    Engang havde hun været 14 dage i New York, og da hun kom hjem, ville jeg høre om turen.

   ”Det var fantastisk”, sagde hun, ”jeg mødte James Woods”.

    Det var da spændende. Jeg forestillede mig, at hun havde haft held til starten på en international karriere eller sådan noget.

    Men hun havde såmænd bare stået i receptionen på hotellet, og pludselig havde hun opdaget, at manden ved siden af hende var James Woods.

    Og så blev Lisbet Dahl, dansk superstjerne, til en lille rødmende teen-age pige, som var helt eksalteret over sit utrolige held. Tænk at stå lige ved siden af James Woods!

   Det er næsten rørende. At Lisbet, som bedre end nogen kender mekanismerne i fandyrkelsen, selv er offer for den, når hun kommer uden for den danske andedam.

   Hun havde stået der og regnet ud, hvordan hun sådan tilfældigt kunne komme til at røre ved James Woods. Og det lykkedes hende at bevæge sig sådan, at hendes albue strejfede hans underarm. Kan man opnå større lykke i denne verden?

   Lisbet kan godt selv grine af det, men det ændrer ikke hendes følelse. Jeg spurgte, om der ikke var sket andet i New York.

  ”Næ”, sagde hun, ”der skete ikke andet. Men det var også turen værd”.

   Professionelt er hun lige så sammensat. Seriøs og grundig samtidig med, at hun er sjusket og overfladisk. Skråsikker og usikker på samme tid.

   Et år havde jeg skrevet en monolog til Ulf Pilgård som den to-årige prins Nicolaj.

   En dag under prøverne ringede Lisbet:

   ”Du må altså komme herover, den halter et eller andet sted”.

   Vi aftalte, at jeg skulle komme næste dag. Da jeg ankom til teltet, mødte jeg Ulf, som var iført lyseblå kravledragt.

   ”Sjovt, du kommer nu”, sagde han. ”Vi skal lige til at prøve Nicolaj”.

   Jeg undrede mig over, at han ikke vidste, jeg skulle komme. Men jeg fortalte ham ikke, at jeg var tilkaldt. Man skal altid undgå at skabe usikkerhed hos skuespillere. Det har de rigeligt af i forvejen.

   Jeg satte mig sammen med Lisbet i salen og så prøven.

   ”Kan du se, hvad jeg mener?”, sagde hun, da Ulf var færdig.

   ”Næh”, sagde jeg. Jeg kunne nu sagtens finde noget at indvende, hvis det var opgaven. Det kan man altid, men på dette sene tidspunkt var opgaven den modsatte.

   Så jeg sagde bare, at jeg syntes, den hang fint sammen. Den skulle nok komme til at fungere.

   ”Nå”, sagde Lisbet, ”ja, det er nok bare mig. Du har garanteret ret”.

   Ingen af os argumenterede, vi talte ikke mere om nummeret. Jeg drak mit papkrus med kaffe færdig og kørte hele vejen hjem til Vestfyn igen.

   Det kan synes idiotisk at bruge en hel dag på ingenting, men det kan være vigtigt. Det har ikke noget med teksten at gøre, det har ikke noget med revyen at gøre. Det skyldes nogle psykologiske mekanismer som opstår, når en gruppe mennesker arbejder sammen i mange år.

   Det er grunden til, at Lisbet ringede efter mig. Og det er af samme grund, at jeg bare slog fast, at nummeret fungerede.

   12 år tidligere ville jeg have foreslået ændringer. Dels for at tilfredsstille Lisbet og dels i et oprigtigt forsøg på at gøre nummeret endnu bedre.

   Men erfaringen havde lært mig, at det er meningsløst. Det forstærker kun panikken hen imod premieren, hvor det bliver mere og mere tilfældigt, hvor teksten ender.

   Og ét er sikkert: teksten bliver aldrig bedre af det. Nummeret kan blive mere tempofyldt, eller der kan lægges nogle brokker ind, som folk griner af, men teksten bliver altid dårligere. Og det er svært at sluge, når man lægger navn til den.

   Men ligesom Lisbets arbejdsmetode kan betyde meget spildtid, kan det modsatte også ske.

   Et par uger før premieren på Helsingørrevyen i 1999, ringede Lisbet:

   ”Nu smider du, hvad du har i hænderne. Vi kommer nu!”

    Javel. Lisbet og hendes assistent Jytte Shapley ville ankomme, og Lisbet slog fast, at de tog ikke afsted, før vi var færdige.

   ”Færdige med hvad?” spurgte jeg. Det syntes jeg, var et meget rimeligt spørgsmål.

   ”Vi skal  bare lige lave en revy”, sagde hun.

    Det var heldigvis stærkt overdrevet.  De havde sådan set masser af tekster. Men det var rigtigt, at det var meget langt fra en revy.

    For det første manglede de fire vigtige hjørnestene; åbninger og finaler i hver afdeling. For det andet hjælper det jo ikke at have 8 viser og ikke en eneste sketch, ligesom man ikke kan bruge 8 monologer, som alle sammen handler om storebæltsbroen.

    Så vi sad i to dage og byggede revyen op.  Fandt på åbninger og finaler og små sjove overgangsnumre, udvalgte tekster og aftalte, hvilke nye der skulle skrives.

    Så da Lisbet og Jytte tog afsted, havde vi allesammen følelsen af, at nu havde vi ”lavet en revy”.

    Arbejdsmetoden er typisk for Lisbet. Tingene skal foregå, når hun er parat, men det er altså besværligt at få resten af verden til at være parat på samme tidspunkt.

    Hun  har f. eks. altid nægtet at give forfattere deadlines. Derfor har problemet i Cirkusrevyen altid været, at til første læseprøve havde de aldrig nogle tekster.

    Og da teksterne jo er udgangspunktet for det hele, skubber manglen på tekster hele forløbet, så det altid endte i panik og kaos før premieren.

    Hvert år ved forfattermøderne i januar brokkede Lisbet sig med god grund over, at teksterne året før kom for sent, og hvert år svarede forfatterne, at vi bare skulle have en deadline, så var det problem løst.

    ”Man kan ikke give kunstnere deadlines”, slog hun altid fast.

    Det er selvfølgelig noget slemt vrøvl. Forfattere arbejder altid med deadlines, og det er en gåde, hvorfor det er så vigtigt for Lisbet.

    Det må have noget med hendes egen arbejdsrytme at gøre. For en tidlig deadline er kun effektiv, hvis hun derefter selv kunne tage tidlige beslutninger og fastholde dem, og det passer slet ikke til Lisbets kunstneriske temperament.

    Men ligeså dårlig hun er til planlægning, ligeså meget elsker hun at sætte pludselige arrangementer i værk.

    En dag, hvor hun skulle optræde i Århus, ringede hun og inviterede min kone og mig til natmad. Og hvis vi gad, kunne vi se forestillingen først.

    Det gad vi. Det var ”Shirley Valentine”, som vi havde set to gange før, men det er det bedste, vi har set Lisbet lave. Det er en af mine største teateroplevelser.

    Så efter forestillingen skulle vi spise på hotellet. Hun boede på Hotel Royal, hvor køkkenet lukkede kl. 21, og vi kunne først være der ved 23-tiden.

    Men den slags småting kan ikke stoppe Lisbet, og det var lykkedes hende at få hotellet til at holde køkkenet åbent for vores skyld.

    Så vi sad der alene om natten i Hotel Royals store elegante restaurant, og to tjenere hoppede og sprang og serverede en 3 retters menu med en række udsøgte vine.

    Hvordan hun bærer sig ad, ved jeg ikke, men der er noget ved Lisbet som gør, at man ikke kan sige nej. Ingen overser Lisbet Dahl. Måske lige undtagen James Woods.

    Men ligesom Lisbets hjertelighed er overvældende, kan hendes vrede også være det.

    Et år havde hele Cirkusrevyens hold været i Paris for at ”få inspiration”. Forfatterne var som sædvanlig blevet glemt, og i pausen ved premieren roste jeg 1. afdeling:

    ”Smukt!” sagde jeg, ”men de store kunstnere har jo også været i Paris”.

    Lisbets reaktion var lammende. Hun stod med et spejl i hånden, da jeg sagde det, og det kylede hun ned i gulvet, så glassplinterne fløj rundt i lokalet.

    ”Jeg vil ikke høre på det negative forfatterpis”, brølede hun.

     Jeg måbede. Det var bare ment som almindeligt kollegialt drilleri, og i øvrigt var det jo ikke Lisbets ansvar, hvem der blev inviteret til Paris.

     Men jeg fik trykket på en knap som udløste raseriet. Det skyldes, at forfattere har ry for at være de sure ved en premiere. Når alle jubler og drikker champagne, går forfatterne rundt og ødelægger stemningen med deres brokkeri.

     Måske er der noget om det. Men det ligger jo i sagens natur, at forfatterne først kan blive sure ved premieren. Først der opdager de, hvad der er sket med de tekster, de lægger navn til.

     Så min ”sjove” bemærkning om Paris-turen opfattede Lisbet som begyndelsen på det sædvanlige forfatterbrokkeri, og så reagerede hun voldsomt.

     Jeg ville nu aldrig benytte pausen ved en premiere til at skælde ud, og iøvrigt fandt jeg Paris-turen ligegyldig. Det var bare et højst mislykket forsøg på at være morsom.

     Under nattefesten blev vi da også enige om, at vi elskede hinanden og branchen og publikum og alle andre mennesker højt, lige bortset fra idioterne, som vi hadede.

     For ligeså impulsivt hun kan reagere, ligeså hurtig er hun til bagefter at grine af sig selv. Hun mangler bestemt ikke selvironi.

     Da hun skulle giftes med Stefan Fønss, var vi forhindret i at deltage, og da min kone Gitte ringede afbud, sagde Lisbet:

    ”Det gør ikke noget. I kommer bare næste gang, ikke?”

     Lisbet Dahl er en selvoptaget Diva, men det er endnu et paradoks, for hun kan også  pludselig bruge dage på at hjælpe en, der har brug for det. Eller foranstalte en stor indsamling til fordel for en kollega, som er kommet i økonomisk uføre.

     En dag ringede hun pludselig og spurgte, hvordan Gitte havde det. Om hun havde ondt nogen steder?

    Næ, jeg mente da, hun havde det godt.

    ”Mærkede hun noget i går eftermiddags?”

    Det viste sig, at Lisbet havde fjern-healet min kone dagen i forvejen. Gitte har en meget almindelig kvindesygdom, endometreose. Den er ufarlig, og man mærker ikke noget til den undtagen, når den i perioder giver smerter.

    ”Spørg hende, hvordan hun har det”, sagde Lisbet, ”spørg, om hun oplevede noget i går, men du må ikke sige, hvorfor du spørger”.

    Jeg fandt Gitte ude i haven og spurgte, hvordan hun havde det. Hun undrede sig over min pludselige omsorg.

    Nej, hun havde ikke ondt nogen steder, og nej, det havde hun heller i går. Eller for den sags skyld i lange tider.

    Jeg gik tilbage og fortalte Lisbet, at Gitte havde det rigtig godt. Det havde hun også haft i går, selvom hun ikke direkte havde mærket noget specielt om eftermiddage

    ”Der kan du se”, sagde Lisbet, ”du kan ikke helt afvise det”.

    Det kan jeg nu sagtens, men jeg synes også, det er sødt af Lisbet, at hun sidder i Hellerup og laver sit hokus-pokus når hun tror på, det kan hjælpe Gitte.

    Jeg kan også godt forstå, at overtro er almindeligt i teaterverdenen. Hvis man på scenen oplever, at man er underlagt nogle kræfter, man ikke selv forstår, er skæbnetroen nærliggende.     

    Når tingene lykkes på scenen, er det umuligt at forklare, hvad der sker, og skuespilleren kommer let til at føle sig som et redskab for noget større.

    Ikke mindst hvis man opnår en position som Lisbets, er det svært at håndtere myten om sig selv. Hun er så elsket af sit publikum, at det tilsyneladende er ligemeget, hvad hun laver.

    Uanset om Lisbet laver stor kunst eller sjusket rutine, møder hun begejstring fra sit publikum.

    I 1990 havde Cirkusrevyens direktør Torben Pedersen fået mod på en ”rigtig” teaterproduktion, og valget faldt på ”Hello Dolly”.

    Denne bedagede musical er farlig, fordi den kun kan fungere, hvis et par stjerner i topform kan udfolde sig og overskygge den ligegyldige forestilling. 

    Lisbet skulle medvirke og instruere. Efter måneders slid med de mange medvirkende og det store produktionsapparat, sad hun kort tid før premieren og fik et mindre chok.

    Det gik pludselig op for hende, at hun faktisk skulle spille hovedrollen. Det havde hun simpelthen glemt.

    Eller rettere: hun var gledet ind i rutinen fra Cirkusrevyen, hvor hun i hele prøveforløbet næsten ikke tænker på sig selv som skuespiller, fordi et enkelt solonummer er nok til, at hun kan fungere som hovedkraft.

    Nu sidder hun så lige før ”Dolly” og indser i al sin gru, at hun skal bære denne kæmpeforestilling. Lidt sent, men hun handler resolut.

    Lisbet bliver løst fra instruktionen og ansvar for produktionen, og Erik Bendt Svendlund bliver tilkaldt som instruktør.

    Svendlund var et mærkeligt valg, fordi hans baggrund var de store fynske egnsspil, hvor han arbejdede med store flokke af amatører, men det var sådan set symbolsk for Dolly-opsætningen.

    Forestillingen blev da også noget kedsommeligt rod, hvor de mange stjerneskuespillere hver for sig kæmpede deres private kamp for at slippe levende igennem.

    Selv Axel Strøbye lykkedes det at gøre umorsom. Det ville jeg have troet var umuligt.

    Det fantastiske var, at Lisbet klarede det. I panik fandt hun alle klicheerne frem, uden sammenhæng med forestillingen, og folk jublede.

    Selv når hun ikke er god, er hun god.

    Det kan man have to holdninger til. Man kan blive imponeret, for det er imponerende, men man kan også blive lidt irriteret over, at en brøkdel af hendes talent er nok til at give folk en  teateroplevelse. Tænk, hvis vi fik det hele.

    Jeg har tit i Cirkusrevyen oplevet, at Lisbet midt i verdens dummeste sketch folder sig ud. Pludselig sker miraklet, hvor Lisbet giver os 2 minutters verdenskunst.

    Pludselig får en fjoget revyfigur alle de dybder, der kendetegner den store skuespilkunst. Hvor man føler, at hun rammer ned i vores dybeste hemmeligheder og udstiller alle sider i menneskelivet.

    To minutter er ikke meget, men mange skuespillere kommer aldrig i nærheden af disse øjeblikke.

    Lisbet Dahl ligner ikke på nogen måde Dirch Passer, hverken professionelt eller privat.  Men de har måske det til fælles, at vi har fået for lidt ud af dem.

    Det kan man så alt efter temperament ærgre sig over, eller man kan glæde sig over, at de trods alt har givet os nogle store oplevelser.