Otto Brandenburg

Michael Caine fortalte engang i et tv-program, at han havde siddet med Frank Sinatra i hans privatfly på vej et eller andet sted hen. Michael Caine havde ikke på forhånd følt noget særligt for det; det var bare praktisk at benytte Sinatras fly ved den lejlighed. 

  Pludselig går det op for ham, hvor han er, og hvem han sidder sammen med: det er jo Frank Sinatra, der sidder der, og her sidder arbejderdrengen Michael.

   På én gang uvirkeligt og selvfølgeligt.

   Præcis sådan havde jeg det med Otto Brandenburg. Det var til en prøve, vi havde arbejdet i dagevis med mine tekster, og det havde bare været et professionelt forløb, hvor man er koncentreret om opgaven, ikke om hinanden.

   Så grinede Otto af en ide, jeg havde fået:

  ”Skide godt Gunnar, det gør vi sgu”.

  Da fik jeg den der Caine’ske oplevelse. Hold da kæft, det er jo Otto Brandenburg, der står der. Det er Otto Brandenburg, der synes jeg har fået en god ide. Og det er vesterbrodrengen Gunnar, der står her, som om han hører til.

   Jeg har kun oplevet det denne ene gang. Ellers har jeg aldrig rigtig følt noget specielt ved at arbejde sammen med berømtheder.

  Mærkeligt nok, men ikke engang som helt ung husker jeg nogen særlig benovelse. Jeg husker kun en opstemthed over at få lov til at gøre mig gældende i den professionelle verden.

  Det giver vel sig selv, når man skal arbejde sammen. Så koncentrerer man sig om sagen, og i øvrigt opdager man jo, at stjerner er ligeså dumme og søde og forskellige som alle andre mennesker.

  Men Otto Brandenburg!  Pludselig så jeg mig selv som 14-årig, hvor jeg stod foran spejlet og indøvede hans bevægelser

  Jeg kunne også huske de uforståelige ord, jeg havde lært mig selv i den tro, at det var teksten til ”What do you wanna make those eyes at me for”.

  Efter prøven sang jeg dem for Otto. Det var noget med ”våttajuvåtta mæktoajs atifår”. Otto grinede og sagde, at det var sådan set meget præcist det, han sang.

  Jeg kom også til at tænke på plakaten i ungdomsbladet ”Vi unge”. Bladet havde i hvert nummer et A2-ark med en bid af Otto. Dem kunne man så samle og klæbe op, så man fik et gigantisk billede af Otto Brandenburg i legemsstørrelse.

   Det gjorde jeg nu ikke, det var alligevel for tøset. Men jeg samlede dem, så jeg kunne lægge dem ud på gulvet og nyde synet af vorherre selv.

   De færreste ved i dag, hvor stor Otto Brandenburg var. Han var vel det første moderne teen-age idol i Danmark.  På en måde det eneste, vi har haft.

   Måske har Leo Mathiesen og Johanne Luise Heiberg været ungdomsidoler, men datidens mangel på massemedier gør det jo umuligt at sammenligne.

   Og i tiden efter Otto har der ganske vist været masser af idoler. Men dels har de fleste været udlændinge, og dels har der været så mange, at det heller ikke rigtig kan sammenlignes.

   For når unge bliver bombarderet med daglige tilbud på idoler, bliver de selvfølgelig mere troløse. Der er jo en ny superstar klar i morgen.

   Måske er jeg blændet af min egen ungdom, men jeg kan ikke få øje på andre danske stjerner, som på noget tidspunkt har været det altdominerende idol.

   Det må være grunden til min Caine’ske oplevelse med Otto. Jeg forestiller mig, at Michael Caine engang har stået foran spejlet og indøvet Frank Sinatras bevægelser.

   Jeg opnåede Otto Brandenburgs allerstørste respekt og anerkendelse og nej, det skyldtes ikke mine geniale tekster. Det skyldtes min kone.

   Da han mødte Gitte første gang, ændrede han attitude over for mig. Han stirrede på hende, og så kiggede han undrende på mig. Det var tydeligt, at han øjeblikkeligt ændrede syn på denne halvskaldede vissenpind af en forfatter.

   Mens Gitte talte, sad han bare og smilede, og så fik jeg et kammeratligt knytnæveslag på skulderen.

   Gitte er – som næsten alle kvinder – meget sart over for vamle mænd. Især den pinlige udgave, som findes i showbranchen: den aldrende charmør, som klæder enhver kvinde af med øjnene. De skulle bare vide, hvordan pigerne taler om dem.

   Men Otto! Der var noget rørende uskyldigt over hans åbenlyse beundring. Det var helt blottet for seksualitet og bagtanker. Det var bare en utilsløret glæde ved at være i nærheden.

   Ingen moderne ligeretskvinde kunne stå for denne mærkelige blanding af en rod og en gentleman.

   Når Otto holdt døren for dem, eller helt automatisk tændte deres cigaret, så følte de sig som dronninger. Andre mænd kunne gøre præcis det samme, og så var det fornærmende.

   Otto Brandenburg var på godt og ondt i en klasse for sig. En vild og uregerlig bulderbasse, som samtidig var uhyre sart og følsom.

   Han havde jo i den grad set alle sider af showbranchen, ikke mindst skyggesiderne. Alligevel bevarede han er sær naiv opfattelse af de kommercielle betingelser.

   Vi var sammen en gang, hvor han kom direkte fra et job i Jylland. Han havde optrådt med en kvartet, og ind imellem deres to afdelinger, var der en morsom mand.

   Otto havde opdaget, at denne ”jyske amatør” havde fået større honorar end Otto og hans fire musikere til sammen. Han forstod det ikke.

   ”Det var sådan en skolelærer, som stod og fortalte vittigheder”.

   Jeg forstod langsomt, at det var Finn Nørbygård, han talte om. Men ham kendte Otto ikke.

   Ottos kvartet bestod af fire af Danmarks dygtigste musikere. Fire internationalt berømte jazzmusikere og Otto Brandenburg spillede to afdelinger, og fik mindre for det end denne ”amatør”, som fortalte vittigheder.

   ”Han sang gudhjælpemig også. Det kunne han heller ikke”.

    Otto var ikke på nogen måde sur over sit honorar. Han fattede det bare ikke.

    Jeg kunne jo kun give ham ret, det var absurd.

    Jeg undrede mig bare over, at Otto ikke for længst havde lært at leve med denne sære branche, hvor der ikke er nogen som helst forbindelse mellem talent og popularitet. Eller mellem dygtighed og honorar.

     Men det var bestemt heller ikke noget, Otto gik op i. Tværtimod. Når han arbejdede, skelnede han ikke mellem store og små opgaver. Eller overvejede, om den tid han investerede i en opgave, kunne betale sig.

     Da Bent From fyldte 60 år, havde jeg fået en ide til en gave. Jeg ville skrive en ny tekst til ”To lys på et bord”, som Ida From i sin tid havde skrevet, og som Otto Brandenburg som bekendt gjorde til en uopslidelig landeplage.

     Jeg ville så have Otto til at indsynge den. Og så ville jeg afspille den til festen og overrække et eksemplar til Bent From.

     Der var god symbolik i at bruge den sang, fordi den havde lige stor betydning for Otto og for From’erne. Jeg lod den selvfølgelig  handle om to lys – Ida og Bent – og jeg skrev en tekst, som jeg vidste, ville få både Ida og Bent til at sidde og tude.

    Otto var helt med på at synge den. Jeg havde forestillet mig, at vi lige kunne bruge en halv time på det ude i tv-byen, hvor vi var i gang med prøver på et større projekt. Det krævede kun en pianist og en båndoptager.

   ”Hvem skal spille?” spurgte Otto.

   Det vidste jeg ikke. Jeg havde bare tænkt mig at spørge en af dem, som havde deres gang i tv-byen, om de ikke lige ville hjælpe os.

   ”Tror du ikke, Ole Koch Hansen ville være god?”, sagde Otto.

   Jo selvfølgelig. Men ham kendte jeg ikke, og mig bekendt havde han ikke noget forhold til Bent From. Så jeg syntes, det var voldsomt at bede ham om at medvirke som en vennetjeneste.

   Men det betød noget for Otto, og vi aftalte, at han selv ville spørge Ole Koch Hansen, selv om jeg fandt det lidt overdrevent. Enhver pianist kan vel spille ”To lys på et bord”.

  Otto spurgte også, hvornår jeg havde teksten færdig. Jeg havde bare tænkt mig at have den med, når vi skulle indspille sangen.

  ”Jeg skal jo også have tid til at øve mig”, sagde han.

   Det overraskede mig, og det burde det ikke. Jeg nægter altid selv, hvis nogen vil have mig til at skrive noget hurtigt med den begrundelse, at ”det skal ikke være noget særligt”.

   Selvfølgelig gælder det alle fagfolk, at man stiller krav til sig selv uanset om det er en stor eller lille opgave. Det gjaldt i ekstrem grad Otto Brandenburg.

   Så min lille vits udviklede sig til et større projekt. Da Otto havde fået teksten, ringede han flere gange for at høre, hvordan jeg ville have betonet forskellige stedet i teksten.

   En gang ringede han f. eks. alene for at spørge, om jeg mente ordet ”reklameskribent” ironisk. Det havde jo betydning for hans fortolkning.

   Jeg syntes, det var helt utroligt, så seriøst han arbejdede med en sang, som skulle høres én gang af 50 mennesker.

   Han havde også talt med Ole Koch Hansen, som gerne ville medvirke. Det var bare lidt besværligt, fordi han havde job i Århus.

   Pludselig ringede Otto så og sagde, at nu havde de indspillet den. Helt spontant uden mig.

   ”Og næsten også uden mig”, sagde han.

   Forklaringen var, at Otto efter en prøve havde vist Ole Ernst teksten, og Ole havde også følelser for Bent From og ville gerne synge med.

   Og så kunne Otto ikke få sig selv til at sige, at det ikke var  meningen.      

   Det er interessant, at denne tidligere mesterbokser, denne utæmmelige rod, som drak alt for meget og endda opnåede en voldsdom, ikke kunne bære at støde en kollega.

   For det var jo sødt af Ole, at han ville være med. Og netop fordi Otto som sanger var på et helt andet niveau, ville han finde det arrogant at afvise Ole.

   Så resultatet var blevet, at Ole i lyntempo fandt en pianist i huset, og de indspillede sangen sammen. To mænd som uden forberedelse sang i kor i den samme mikrofon.

   Det var tydeligt i telefonen, at Otto ikke var vild med indspilningen. Men han havde sendt den til mig, og så kunne vi tale sammen, når jeg havde hørt den.

   Sangen var blevet som jeg oprindeligt havde forestillet mig. En vits, som nok skulle gøre lykke. Men det var jo ikke den følsomme hilsen fra fortiden, som Otto kunne have skabt.

   Vi talte om det og blev enige om, at det var der ikke noget at gøre ved. Det var stadig en original gave, og Ida og Bent skulle nok blive glade for den.

   Tre dage efter ringede Otto igen:

   ”Nu må du ikke misforstå, jeg vil jo ikke, fordi… men…æh…”

   Han hakkede og stammede og havde tydeligvis svært ved at få sagt, hvad han ville.

   ”Altså Ole er jo en fremragende skuespiller, han er langt bedre end jeg, men-eh… ”

   Jeg forstod præcis, hvor han ville hen. Manden havde gået i tre dage og overvejet den indspilning. Den generede ham i den grad, og han havde svært ved at leve med den.

   ”Ole synger jo glimrende, det gør han, men måske er jeg mere sådan… eller… og Ole Koch Hansen er hjemme nu… men-eh…”

   Igen var det slående, at denne fanden-i-voldske rod af en ”baggårdspuma” ikke kunne få over sine læber, at han mildest talt sang bedre end Ole Ernst.

   Jeg sagde, at han måske selv skulle synge den om, og Otto lod sig ”overtale” som om det var mit ønske.

   Til Bent Froms fest kunne jeg derfor afspille en pragtudgave af sangen med Otto og Ole Koch Hansen, og det var ikke bare Ida og Bent, som sad og tudede, det var hele selskabet, som blev grebet.

   Det var så smukt og så sjovt og så flot, for Otto havde lagt hele sit kunstneriske format i det.

   Når folk hører sådan noget, siger de ”hvor er han dygtig”, og så tror de, han har brugt ti minutter på at synge sådan en sang. Men sådan fungerer det ikke, det gør det aldrig for de kunstnere, som giver os mere end det gennemsnitlige.

   Efter middagen gav jeg også Bent et eksemplar af udgaven med Ole Ernst. Jeg fortalte ham historien, så han også huskede at takke Ole for sangen.

   Hvis Ole Ernst læser disse linier, ved jeg, at han vil tilgive både Otto og mig. For er der noget, Ole forstår, er det kunstnerisk kompromisløshed. Det har han i høj grad selv på de områder, han behersker.

   Otto Brandenburgs professionelle perfektionisme er særlig  bemærkel-sesværdig, fordi han som type virkede modsat. Han lignede alt andet end en pedant, som stædigt hang sig i hver eneste detalje for at opnå det optimale.

  Jeg tror ikke, det havde noget med opgaven at gøre. Det var selve talentets natur at ville yde det ypperste.

  Om der var tale om en koncert med Radioens Bigband, eller en lille prut ved Bent Froms fødselsdag, var ligegyldigt.

   For der findes ingen små opgaver for store kunstnere.