Mit samarbejde med Ove Sprogøe tænker jeg på med stor undren. Undren over mig selv og undren over ham.

   Jeg undrer mig over, at en ung mand kan tro, at han bare kan skrive 12 sange til landets populæreste og mest feterede skuespiller og så skrive et brev til ham, og så er den hjemme.

   Og jeg undrer mig over, at Ove Sprogøe, inden han har set sangene, øjeblikkeligt ringer og inviterer denne unge mand på middag i sit hjem, så han kunne høre sangene.

   Sådan foregik det virkelig. Derefter ringede jeg til pladeselskabet Sonet, som ligeså omgående sagde, at den plade ville de godt udsende.

   I dag ved jeg, hvor svært det er at få sådan et projekt igennem, og hvis en ung mand fortalte mig om sådan en plan, ville jeg på en nænsom måde fortælle ham, at han lige skulle lære at kravle, inden han begyndte at gå. Og så ville jeg belære ham om, hvordan branchen fungerer, og hvor naiv han var.

   Men på en måde kan den naive unge mand godt have ret. Nogle gange er tingene så lette, som han i sin uvidenhed tror. Bagsiden ved erfaringen er jo, at man kan bremse tingene, fordi man tager højde for problemer, som slet ikke kommer.

   I hvert fald skrev jeg et brev til Ove Sprogøe, hvor jeg fortalte, at jeg havde skrevet 12 sange med ham i tankerne. Jeg vedlagde ikke engang teksterne, for jeg havde indspillet sangene på kassette og ville helst have, at vi hørte dem sammen.

   Ove ringede to dage efter og spurgte, om jeg ikke ville besøge ham. Så kunne vi gennemgå sangene om eftermiddagen, og hans kone Eva ville så lave noget aftensmad til os.

   Det har jeg stadig svært ved at forstå. Jeg har siden arbejdet sammen med en masse scenekunstnere, og jeg kender ikke én som ville reagere sådan på en henvendelse fra en ukendt ung mand.

   Og så netop Ove Sprogøe. I mindeprogrammet, som blev lavet efter hans død i 2004, fortalte Morten Grundwald, at for Ove var hjemmet noget meget privat, som han aldrig inviterede sine kolleger ind i.                            

   Men dengang blev jeg ikke engang særlig overrasket. I mit ungdommelige overmod var det nogenlunde, hvad jeg havde regnet med.

   Jeg troede, at hans positive reaktion skyldtes, at jeg havde fået en original idé. For Ove Sprogøe havde mærkeligt nok aldrig lavet en viseplade. Han havde været med på en opretteindspilning, og så havde han lavet nogle singler med filmsange og revynumre, men han havde aldrig udsendt en solo-LP.

   Så jeg troede, at jeg var den første, der havde fået den gode idé. Det var jeg selvfølgelig ikke. Ove fortalte mig senere, at han havde fået masser af tilbud, men han havde aldrig været tilfreds med de sange, selskaberne havde foreslået.

   Det var selvfølgelig en stor kompliment til mig, men det forklarer ikke hans invitation, for han havde jo ikke set teksterne, da han ringede.

   Men jeg tog så over til Ove Sprogøe, og jeg har måske ikke taget det så selvfølgeligt, som jeg selv mener. I hvert fald husker jeg tydeligt min første tanke, da jeg kørte op foran huset i Dragør, og Ove kom gående ud for at tage imod mig.

   ”Der kommer Egon Olsen jo”, tænkte jeg og havde en mærkelig uvirkelig fornemmelse. 

   Lige så tydeligt står billedet af Oves reaktioner, da han hørte sangene. Jeg havde lavet en højst primitiv indspilning på min kassetteoptager, hvor jeg sang og spillede mine fem akkorder på guitar. Den hørte vi, og Ove fulgte så med i teksterne.

   Jeg blev fuldstændig tryllebundet af hans ansigt, som ændrede sig ustandselig under gennemspilningen. Umærkeligt skiftede han mellem at være glad, trist, hoven, dum, forelsket afhængig af teksternes indhold.

   Det var helt ubevidst. Han sad jo ikke der og spillede teater for mig, han var bare dybt koncentreret, og så afspejlede hans ansigt automatisk de følelser, den enkelte tekst rummede.

   Det var fascinerende at se på.

   Han kommenterede ikke teksterne. Smilede til mig et par gange mellem sangene men sagde ikke noget. Da vi havde hørt dem alle, rejste han sig op.

   ”Det glæder jeg mig til”, sagde han. ”Nu skal vi dele en god flaske”.

   Det gjorde vi så og talte om projektet. Ikke som jeg havde ventet, at vi skulle dissekere hver enkelt tekst. Han havde ingen indvendinger og talte om alle sangene under ét. Det slog mig, at han mere betragtede det som et skuespil end som en række sange.

   Det var det på en måde også. Jeg havde kaldt det ”Danmarks sidste viking”, og det var et såkaldt koncept-album, hvor samtlige sange handlede om den midaldrende mand i forskellige situationer.

   "Hvorfor har du skrevet om mig?, sagde han.

   Jeg forstod ikke spørgsmålet. Jeg havde da ikke skrevet om ham, men det var heller ikke det, han mente.

   Han syntes bare, det var interessant, at jeg som mit første projekt havde valgt at skildre den midaldrende mand. Det kunne jeg ikke begrunde, men det var især underligt, fordi jeg samtidig sad og arbejdede på Bølle-Bob sangene. Altså fortid og fremtid, men ikke min egen alder.

   Jeg havde det bedre og bedre i Ove Sprogøes selskab. Det var første gang jeg oplevede den dejlige fornemmelse af, at det, jeg har siddet og udtænkt, bliver forstået instinktivt af en kunstner, som vil bruge sit talent på at gøre mine ord levende.

   Det har jeg oplevet mange gange siden, men jeg har lige så ofte haft en frustrerende følelse af at den, der skal formidle det, ikke forstår teksten. Så bliver arbejdet noget irriterende pedanteri, hvor man skal argumentere for de enkelte ord.

   Ove Sprogøe stillede overhovedet ingen spørgsmål til ordene men gik øjeblikkeligt bag teksten, så vores snak drejede sig om personens følelse, stemning, personlighed og den slags nok så væsentlige ting.

   Under middagen med Eva talte vi til gengæld næsten ikke om sangene. Om det var et princip, ved jeg ikke, men min fornemmelse var, at nu skulle vi bare hygge os oven på en arbejdsdag og lære hinanden at kende.

   Da jeg kom hjem, ringede jeg til Poul Bach på pladeselskabet Sonet. Han havde jo på forhånd sagt ja til projektet alene på grund af Ove Sprogøes navn.

   I den forstand var jeg ikke naiv, for jeg vidste jo godt, at mine sange var ligegyldige. Pladeselskaber vurderer kun, om de tror på de kommercielle muligheder, og så var Ove Sprogøes navn nok.

   Ove og jeg havde også talt om producer og arrangør og musikere og den slags, men det havde ingen af os forstand på, så det ville vi lægge op til Sonet.

   Poul Bach foreslog Hans Dal som arrangør, og Hans ringede til mig og sagde, at det ville han godt, men han ville i så fald lave nye melodier til alle sangene.

   I dag kan jeg undre mig over, at jeg uden videre sagde ja til det. For Ove havde jo accepteret mine melodier, og Sonet havde ingen mening, så jeg kunne bare have fastholdt, at mine melodier skulle bruges.

   Men jeg havde en meget respektfuld holdning til ”rigtige” komponister og en halvflov følelse over mine melodier. Det kunne simpelthen ikke passe, at jeg kunne sidde uden teoretisk viden med mit ubehjælpsomme guitarspil og lave musik.

   Det er faktisk først de senere år, jeg er kommet af med den krampagtige holdning. Selv efter Bølle-Bob sangene og tre musicals havde jeg altid travlt med at fortælle folk, at jeg jo ikke var komponist, musikken var bare øh, det var jo ikke-eh...

   I dag er jeg tilfreds med det, for det fungerer. Men der skulle mange års successer til, før jeg troede på det. Men for mig tjener musikken mere til at underbygge en stemning og få teksten frem, og som sådan er det god musik.

   Og der laves altså lige så meget dårlig musik af folk med stor uddannelse på musikkonservatoriet, som der laves god musik af folk som kan fem akkorder på en guitar. Det har tilsyneladende intet med det at gøre.

   Men Hans Dal lavede noget meget smuk musik til ”Danmarks sidste viking”. Det var selvfølgelig på et helt andet niveau, end jeg kunne have gjort, men det var også meget mere avanceret, og Ove blev usikker, for han var jo ikke sanger. Han kunne ikke opfatte melodien i arrangementet, og derfor kunne han heller ikke lære dem.

   Så han bad om at få en indspilning, hvor Hans spillede melodien med én hånd. Kun melodien, ikke noget som helst andet.

   Denne indspilning lærte Ove melodierne efter, og i studiet blev den lagt oven i orkesterarrangementet, så Ove kunne synge ind efter den, hvorefter den blev fjernet igen.

   I studiet fik jeg bekræftet det indtryk, jeg havde fået allerede ved vores første møde. Ove Sprogøe havde arbejdet med sangene som om de var et teaterstykke, og jeg kunne genkende de figurer, han helt instinktivt havde skabt dengang.

   Ove Sprogøe og jeg mødtes kun én gang siden, og det var tilfældigt. En formiddag kom han gående imod mig på Vesterbrogade på vej hen til noget, som hed ”Broadway”.

   Det var et projekt, hvor man ville lave en slags teater- og biografgade med cafeer, og Ove havde intet med det at gøre. Han ville bare se, hvordan det så ud, så han lagde vejen forbi.

   Det var typisk for Ove Sprogøe, at han var interesseret i sådan et projekt og gerne ville se det. Men at han ikke meldte sin ankomst, så han kunne blive vist rundt og beværtet behørigt. Han kom bare lige forbi en formiddag hvor alt var lukket og så det hele udefra.

   Noget lignende skete en gang i Sønderborg Revyen, hvor Leif Maibom pludselig fik øje på Ove Sprogøe blandt publikum.

   For udenforstående lyder det vel ikke så usædvanligt, men sådan gør man ikke i branchen, når man ”er noget”. Man giver sig til kende på forhånd, så man kan blive inviteret og alle er opmærksom på, at man er til stede. Så kan personalet også nå at arrangere et traktement efter forestillingen.

   Men Eva og Ove Sprogøe var på ferie i Sønderborg og havde bare købt et par billetter. Efter forestillingen gik de ned og sagde tak for en dejlig aften, og så gik de op på deres hotelværelse.

   Jeg har været til et utal af premierer og receptioner og fester, men jeg har aldrig set Ove Sprogøe. Og det på trods af at han må have stået øverst på enhver invitationsliste over kendisser, som kunne kaste glans over disse begivenheder.

   Derfor har jeg aldrig mødt ham efter vores pladeprojekt, bortset fra den dag på Vesterbrogade. 

   Vi gik sammen ind og så på ”Broadway” og var enige om, at det ikke mindede meget om New Yorks Broadway.

   ”Det har glædet mig, at det går dig så godt”, sagde han.

   Jeg havde skrevet popsange og revytekster, men det undrede mig, at han vidste det. Det er mere almindeligt, at skuespillere kun er informeret om, hvad der foregår i deres lille område af kulturlivet.

   Vi talte selvfølgelig også om ”Danmarks sidste viking”. Den havde fået rigtig gode anmeldelser og solgt i nogle få tusind eksemplarer. Det er normalt for en viseplade, men det var jo ikke ligefrem et kanonhit, som jeg nok havde drømt om.

   ”Den var for god til at blive et hit”, sagde han, ”men det er sådan noget, man er glad for at have lavet”.

   Venligt sagt, og for mig er det rigtigt. I dag fylder ”Danmarks sidste viking” ikke meget i min produktion, men den hører netop til den del, jeg tænker på med glæde.

   For jeg lavede den, før jeg blev professionel på godt og ondt. Før jeg skulle tage hensyn til pengene og producenterne, og før jeg fik så travlt med at klare bestillingsopgaverne, at det kneb med at få overskud til at skrive ting, bare fordi jeg havde lyst.

   Der sker jo det, at når man har nok at lave, glemmer man let at skrive ting på eget initiativ. Hvorfor bruge tid på tvivlsomme projekter, som ingen har bedt om, og som måske aldrig kan blive realiseret, når man bare kan lave de sikre ting og hæve sin løn?

   Det gjorde Ove Sprogøe ikke. Når han som en af landets travleste skuespillere brugte så meget tid på mig og mit projekt, havde det jo kun den ene grund, at han havde lyst.

   Han vidste jo, at det aldrig kunne give ham tilnærmelsesvis den løn, han var vant til. Og det var ikke en lille rutinesag for ham, det var tværtimod en meget svær opgave, fordi han skulle arbejde i en musikalsk genre, han slet ikke beherskede.

   Ove blev et eksempel, jeg aldrig glemte. Et eksempel på, at man aldrig må blive så rutineret, at man forsømmer at søge udfordringer. At man stivner i professionalismen og bare gør som man plejer, med de mennesker man kender, fordi det fungerer.

   Enhver ved jo, at Ove Sprogøe var en stor kunstner og et stort menneske. Måske var en af grundene, at han modsat de fleste med hans position var åben over for alt nyt. At han udelukkende vurderede opgaver efter, om de var værd at lave.

   Han var i hvert fald det bedste skub, jeg kunne få på min vej ind i show-business.