På Halmtorvet flyver en due afsted,

jeg følger den sorte prik.

Jeg ved, jeg har set den for sidste gang

og mærker en stille panik.

Nu rykker den lette brigade ud,

og bilerne kravler afsted,

og hos Jytte og Svend

er der slagsmål igen,

og i West End river de husene ned.

Jeg har gået så mange gange

i mit eget gamle spor,

jeg har skrevet tusind sange

med de samme slidte ord.

Hvorfor vender jeg tilbage til den gade nu igen?

Hvorfor elsker jeg at gå og hade den?

På hjørnet står slikke-Viola endnu

og skriger sin ensomhed ud.

Her leged' jeg altid tombola som barn

og tro'de på Tarzan og gud:

I Sørens kiosk er der pornoshow nu,

her købte jeg altid lakrids.

Og på skolens stakit

er der skrevet med kridt

at inderne dør, og at John elsker Lis.

Jeg har gået så mange gange

i mit eget gamle spor,

jeg har skrevet tusind sange

med de samme slidte ord.

Jeg blev født for sent til krigen og for tidligt til protest;

så jeg har et ben i øst og et i vest.

I gården er spritterne faldet i søvn,

i porten står Frelsens Hær.

Her løb jeg omkring med sheriffstjerne på,

revolver og snavsede tær.

På Halmtorvet flyver en due afsted,

mens baggården fyldes med skræl.

Her har jeg drømt,

og her blev jeg dømt

til udve og hjemve som gaderne selv.

Jeg har gået så mange gange

i mit eget gamle spor,

jeg har skrevet tusind sange

med de samme slidte ord.

Og jeg elsker Istedgade, for den bærer på min sjæl.

Og jeg hader Istedgade, for den bærer på min sjæl.