På Studenterscenen
I min bog "Showbizzer" har jeg et kapitel om Jesper Klein,,
hvor jeg bl. a. skriver om vores ungdommelige medvirken på Studenterscenen i København.
Her er et uddrag:
Jesper var det, man i 1965 kaldte en spøjs fætter. Det er han stadig, men det var tydeligere dengang på Studenterscenen i København, fordi miljøet var så kunstnerisk og alternativt, og alle vi andre havde travlt med at opføre os kunstnerisk og alternativt. Det gjorde Jesper ikke. Når jeg i dag prøver at genkalde mig billedet af den unge Jesper Klein, ser jeg ham for mig med nåletribet habit og vest og lommeur. Jeg ved godt, det ikke passer, men åndeligt talt havde han allerede dengang dette anakronistiske udstyr på, så sådan ser jeg ham. Jeg tror, han er født med nålestribet habit på. Vi medvirkede begge i et meget avanceret teaterstykke, jeg har glemt navnet på. Det var skrevet af en russer, og stykkets titel var forfatterens navn. Jeg ved ikke, om nogen af de medvirkende forstod noget som helst af dette banebrydende værk, jeg gjorde i hvert fald ikke, men det forhindrede mig ikke i at deltage i hylekoret over de ubegavede anmeldere, som ikke fattede storheden i vores kunst. Jesper var lydmand og jeg var skuespiller. Han stod i kulissen med et hjemmelavet apperatur, som Storm P. ville have elsket, og lavede mærkelige lyde og mærkelig musik som passede perfekt til de mærkelige ord. Jeg kan huske starten ordret. Geert Wiindahl spillede hovedrollen, og han kom ind og proklamerede med stor patos: ”Jeg bærer min sjæl på et fad som middag for vandrende år…” Jo, de kunne skrive tekster, de russere. Jeg kan ikke helt huske, hvad Jespers udstyr bestod af, men det fyldte meget. Det var noget med en ombygget radio og en spolebåndoptager og et klokkespil. Og en blikplade han slog på med mellemrum. Det var meget effektfuldt. Engang til en prøve havde en af pigerne tabt sin ene kontaktlinse på scenen. Vi skulle alle sammen lede efter den, hvilket er en langsommelig affære, fordi man jo let kan komme til at træde på den. Jesper mente, at han i stedet for at deltage i eftersøgningen, kunne gøre større gavn ved at lave noget dramatisk kontaktlinsemusik. Så det gjorde han. Vi kravlede rundt på den store scene akkompagneret af uropførelsen af Jesper Kleins kontaktlisekomposition. Det var vist betydeligt mere underholdende, end når vi opførte teatersykket. Jespers kontaktlinsemusik var en meget original undskyldning for dovenskab, men iørigt havde han ret. Han gjorde sikkert størst gavn ved at holde sig langt væk. Jeg var som sagt skuespiller i forestillingen. Jeg havde fået en krævende karakterrolle som papkasse. Min rolle bestod i at sidde inde i denne store kasse og bevæge den rundt efter et sindrigt mønster under de uforståelige replikker. De to akter var fuldstændig ens, vi spillede simpelthen det samme stykke to gange, men i første akt flyttede dekorationerne sig oppe på scenen. Når publikum så kom ind til anden akt, var stolene fjernet, og dekorationerne stod i salen. Nu blev så præcis det samme stykke spillet igen, men denne gang puffede dekorationerne rundt med publikum. Ideen var vistnok, at tilskuerne blev medvirkende og forstod ordene på en ny måde eller sådan noget. I programmet stod jeg opført som ”mobil dekoration”, hvilket er lidt ydmygende, når man havde drømt om at spille Hamlet. Det brokkede jeg mig over til Jesper, men han syntes, jeg skulle være stolt af det "Enhver idiot kan spille et menneske", sagde han, "der skal langt større talent til at sætte sig ind i en papkasses følelsesliv".
Så vidt ”Showbizzer”; mere skriver jeg ikke om Studenterscenen. Der er heller ikke meget mere at sige for mit vedkommende, for jeg stod kun på scenen i denne ene forestilling. Mit ”engagement” varede ellers et helt år, men resten af tiden gik med meget avancerede dramaøvelser og prøver som forberedelse til teaterstykker, som aldrig blev opført. Jeg meldte mig ikke året efter, for jeg kunne godt fornemme, at det nok ikke var sandsynligt, jeg nogensinde kom til at spille Hamlet på Studenterscenen.
|