Steen Springborg var instruktør, og halvdelen af disse småfilm blev skrevet af Ida og Bent From,
den anden halvdel af Gunnar Geertsen. Her er en af sidstnævnte:
To af en slags
Fast indslag i 10 lørdagsprogrammer med navnet ”For resten”, DR 1989
Ideen var den samme hver gang: Ole Ernst og Otto Brandenburg skulle underholde i programmet men nåede aldrig ind i studiet, forid de blev opholdt undervejs.
Per Wiking i studiet: Ja, så skulle vi præsentere et par af vore populæreste skuespillere. Eh, jeg ved ikke rigtigt… de er ikke dukket op endnu, men de må være lige på trapperne…
(Klip til trappe med løbende fødder. Fødderne viser sig at tilhøre Ole Ernst, og trappen viser sig at være beliggende på Kbh’s Hovedbanegård. Ole løber op ad trappen fra perronen, skotter til sit ur og løber gennem ankomsthallen. Får øje på Otto Brandenburg som sidder afslappet på en bænk, og stopper forbavset op).
Ole: Otto! Hvad laver du her? Har du ikke travlt? Otto: Travlt? Synes du jeg ser ud, som om jeg har travlt? Ole: Vi skal da ud i TV-byen, har du glemt det? Otto: Ved du hvad, Ole, jeg var på vej derud, men så syntes jeg pludselig, at der var meget mere underholdende her. Ole: Hvad mener du med det? Otto: Hvorfor skal det altid foregå på TV? Hvorfor ikke her, hvor den virkelige underholdning er? Ole: Hvad er det for noget vrøvl? Kom nu Otto… Otto: Nej, jeg mener det. Jeg har siddet her i 20 minutter, og jeg har aldrig moret mig så godt; der sker noget hele tiden, over det hele… Ole: Det er da ikke dig, der skal underholdes. Vi skal ud i TV-byen og underholde den danske befolkning. Hvad er der med dig? Otto: Kender du noget mindre underholdende end TV-byen? Ole: Næh-eh, det skulle da lige være Det Kongelige Teater. Otto: Se på mig! Kender du nogen, der passer dårligere ind i TV-byen end mig? Ole: Næ, nu du siger det. Egentlig passer dit ansigt meget bedre til radioen. Otto: Næ du, sagen er den, at vi slet ikke kan hamle op med virkeligheden. Intet er så underholdende som at sidde og betragte folk. Ole: Jamen så synes jeg, vi skal tage ud på TV og invitere alle 3 millioner seere ind på Hovedbanen. Sikke en aften, de kunne få. Otto: (Kigger forbi Ole og smågriner) Ole: Ærlig talt Otto, det er det dummeste jeg længe har hørt… Otto: Sæt dig her, og prøv så at se dig omkring. Se ham derovre; hvis ikke han er underholdende, så ved jeg ikke… (Otto smågriner. Indklip af mand med kuffertvogn og et stort antal tasker. En troværdig mand; endelig ikke én som spiller sjov). Ole: Ja, lad os endelig engagere ham til at gå frem og tilbage på gulvet ude i Studie 2; det bliver et verdensnummer! Otto: Se der! Det kunne Dirch ikke have gjort sjovere. (Otto griner. Indklip af mand der kommer balancerende med en alt for fuld kop kaffe. Dybt koncentreret om ikke at spilde, og med den karakteristiske gangart, vi alle benytter i den situation. Det er igen vigtigt, at han er troværdig; det komiske består i, at han netop ikke ”er sjov”). Ole: (Trækker på smilebåndet. Er begyndt at more sig lidt). Otto: Kan du ikke se det? Det er åndssvagt at gå ind i et TV-studio og underholde; der er det mest vidunderlige show alle vegne! Ole: (Griner og peger): - Hun er god, se hende der! (Indklip af dame som spiser ½ grapefrugt, og står i en latterlig stilling med overkroppen bøjet langt frem for ikke at svine tøjet til. Hun tager en bid og går helt ulogisk to skridt frem, som om det hjælper. Ole og Otto griner på lydsiden). Ole: Ha ha, det kunne ingen komiker finde på. Otto: Prøv og se de to derhenne! Derhenne under uret, kan du se dem? Ole: Jeg kan kun se én, hende med den grønne hat, hun står og kigger til alle sider; nu går hun om bag… Otto: Ja, og se! Nu kommer ham der frem bag søjlen, kan du se ham? Det har de gjort i 10 minutter, jeg tør vædde på, at de venter på hinanden. Ole: Tror du det? (Begge kigger fra nu af mod samme punkt). Otto: Ja, helt sikkert. Jeg kan fortælle dig præcis, hvad der sker, kig nu på ham: han kigger søgende rundt… han kigger på uret… sådan jaa… om lidt går han om bag søjlen, og så kommer hun frem fra den anden side… Se! nu er han væk, og så… øjeblik, øjeblik… værsgod! der er hun. Ha ha ha, kan du se hvad jeg sagde? Er det ikke et fantastisk show? (De kigger fortsat mod parret). Ole: (Grinende) – Har de gjort sådan i 10 minutter? Otto: Ha ha ha, de møder aldrig hinanden. Ole: Ved du hvad; hvis det var et skuespil, så ville man sige, at det er dumt, det er overdrevet. Otto: Ja, det er dårligt instrueret, ha ha. Ole: Dårlig timing; hvornår kommer pointen? Otto: Der er ingen pointe; der er aldrig nogen pointe. Ole: Sådan nogle elendige amatører. Otto: Ja, hvorfor kommer Ulf Pilgaard ikke ud af telefonboksen derovre? I underbukser; det var da det mindste, man kunne forlange. Ole: Se! Nu er det hendes tur igen; det er dog utroligt: han er lige forsvundet, og der er hun! Otto: Åh ha ha, hvor er det dog morsomt. (Ser nu igen på hinanden) Ole: Ved du hvad; det er egentlig ikke morsomt, det er faktisk tragisk. Otto: Ja, det er al komik. Ole: Jamen de møder jo aldrig hinanden; skulle vi ikke gå over og hjælpe dem? Otto: Selvfølgelig skal vi ikke det, vi skal bare sidder her og betragte dette gigantiske show. Det er langt bedre end noget TV-program. Forstår du nu, hvad jeg mener? (Begynder uden forspil på sangen, i 1. vers kun med fingerknips og bas. Ole falder ind; kan evt. synges som duet. Melodi: ”On Broadway”).
Der er et liv, du aldrig ser på TV (På TV) der er en verden uden for din skærm. Så kom og kig, det’ her det sker, der’ fyldt med show og drama her. Der er et liv, du aldrig ser på TV (På TV)
Så hvorfor altid bare glo på TV (På TV) når hele verden er så fyldt med liv? For skønt Per Wiking gør det godt, og Erling Bundgård er så flot, så brug dit liv, det’ lisså godt som TV (Som TV)
(Begge springer op på bænken)
Måske sad folk og talte mer før TV (Før TV) når de var sammen i familiens skød (Før TV) Nu klapper hele banden i, til dagens TV er forbi, og hvis de taler, taler de om TV (Om TV)
(Langt instrumentalt mellemspil. Zoom ud: der har samlet sig "tilfældige" forbi-passerende rundt om dem. Ole og Otto går ned og tager hver en hat og en stok eller paraply fra nogle af tilskuerne og går tilbage på bænken og laver en stråhat-dans. Derefter gentages første vers og alle klapper i takt (på 2 og 4 tak!). Sidste billede zoomer ind på Steen Springborg som sår i mængden og optager O&O på et amatørvideokamera).
|