Fra program 1:

KR:      …og så fik vi demonstreret, at teknikken har sin begrænsning.

KO:      Ja, lad os glemme al den teknik og lave et rigtigt godt gammeldags sceneshow.

KR:      Med levende mennesker og levende musik.

KO:      En mand ved et flygel!

KR:      (Går hen til flyglet):  - En mand ved et flygel.

KO:      Uden elektroniske narrestreger.

KR:      Ja, så kan intet gå galt.

KO:      Det afhænger vel af, hvem manden er.

KR:      Hvad mener du med det?

KO:      Hvad jeg mener? Jeg mener naturligvis, at det er jo ikke alle, der spiller så godt som dig.

KR:      Nå det var det, du mente.

KO:      Ja det var det, jeg mente.

KR:      (Sætter sig og begynder at spille "As time goes by").

KO:      Min fætter, f. eks.

KR:      Din fætter?

KO:      Ja, han har spillet klaver hele sit liv, men han er ikke nær så god som dig.

KR:      Næh, det kræver jo talent og...

KO:      Ja, men jeg tror han bliver bedre nu hvor han skal op i børnehaveklassen. Og mens du spiller den der, som vi alligevel har hørt så tit, så vil jeg fortælle de yngre seere, at detteher! (Peger på KR.)  - det er noget man brugte i gamle dage i fjernsynet; det er en musiker! En rigtig levende musiker. I kan se, han sidder og bevæger fingrene; det er fordi han spiller. Han lader ikke bare som om, han sidder ikke og mimer, han spiller virkelig. Kig godt på ham; det var noget man brugte meget i gamle dage før musikvideoen.

KR:      Ja, og det er i virkeligheden optakten til vores næste solist, som...

              (Bliver distraheret af støj oppe fra abonninerne i logen).

              ...eh, som nu kommer for at vise os...

KO:      Ja, det er ikke bare en solist, det er faktisk en trio, som... (går i stå. Begge kigger op på abonniner­ne).

                                            Abonninerne:

             (Vera Gebuhr står med ryggen til og fumler med et eller andet. Elin Reimer sidder pænt og kigger på scenen og skæver af og til misbilligende til hende; opdager så, at alle kigger på dem og prikker til Vera):

E:          Valborg! De kigger allesammen på os. (Kigger igen på scenen. Det gør hun stort set gennem hele dialogen).

V:         Jamen Gud! Det behøver de da virkelig ikke; (sætter sig på sin plads)  - det var bare mine perler, det var snoren der knækkede, eller også var det låsen, jeg tror det var låsen, jeg sagde også til Holger da jeg fik dem: Holger sagde jeg, den lås den kan da ikke..., men du kender jo Holger... man kan snart ikke få en anstændig kvalitet mere, se nu bare DSB, ikke?, man skulle bare tro, at når man køber perler, så...

E:         Er det det der postordre-plastik du kalder perler?

E:          (Uden at fjerne blikket fra scenen. Taler ud af mundvigen): Valborg, du skal ikke lade dig mærke med noget, men jeg

             tror, vi er i fjernsynet lige nu.

V:         I fjernsynet?

E:          Ja, det tror jeg. Du skal bare lade som ingenting.

V:         Må jeg se. (Tager en teaterkikkert og kigger rundt indtil hun finder kameraet).  - Jeg tror, du har ret, Esther, der er sådan et filmsapparat der peger lige på os, hvor er det dog morsomt, det er bare en skam jeg ikke har mine perler på, hvad tror du fru Eliassen  siger, hun har aldrig været i fjernsynet, hendes fætter var engang i radioen, det var noget med fiskedøden, det er også frygteligt med de fisk, og nu vil de jo have en Øresundsbro...

E:          Vera! Kig nu op på scenen, du skal bare lade som ingenting. (Begynder at grine).

V:         Hvad griner du af?

E:          De vil så gerne have, at man griner når man er på skærmen. Jeg synes også, at det er det mindste man kan gøre, når nu de gør så meget ud af det. (Griner videre. Vera griner prøvende, mens hun ind imellem skæver til kameraet).

             Fra program 2:

Abonninerne:

             (Elin klapper og kigger på scenen og ser ikke, at Vera sidder og studerer publikum i sin teaterkikkert).

V:         Altså folk har da ikke smag, sikker dog en kjole, den er da... ja, nu er jeg jo meget frisindet, det ved du også Esther, jeg kan både høre Poul Dissing og alt muligt, men sådan en kjole! Jeg kunne forstå hvis hun... men det er hun jo ikke, det er ikke mærkeligt med alle de voldtægter, selvom ham hun er sammen med der, han kan vist ikke...

E:          Han er nu sådan en pæn mand.

V:         Synes du det? Tænk jeg synes han... men smag og behag, ikke sandt?

E:          Det er bare mærkeligt han kommer alene ind nu, gad vide om de er blevet uvenner.

V:         Det tror jeg da ikke, de holder da hinanden i hånden, men det betyder jo ikke noget i vore dage, alt er jo snart... og det er børnene det går ud over, de kan jo kun blive BZere og typografer på den måde.

E:          (Opdager Veras kikkert):  - Altså Valborg! Det kan man ikke; kig nu op på scenen, der sker altså så meget sjovt.

V:         (Fortsætter med sin kikkert):  - Det gør der bestemt også i salen, det kan jeg love dig. Nej, der er en der er faldet i søvn, det synes jeg altså ikke man kan være bekendt, når de nu gør sig sådan umage; han ser jo ingenting.

E:          Det gør du jo heller ikke. Kig nu op på scenen. Når man er i teatret, er der altså nogle regler: man skal kigge på scenen, man skal klappe og man skal grine. Det ved ethvert kultiveret menneske.

             (Vera lægger kikkerten og kigger på scenen. Elin tager den omgående og kigger ned i salen).

V:         Der sker jo ikke noget.

E:          Ikke lige nu, men om lidt kommer ham den pæne Henrik nok igen. Han er altså noget af det sødeste.

V:         Hvem af dem?

E:          (Lægger kikkerten):  - Ham den pæne Henrik.

V:         Jamen den anden hedder også Henrik.

E:          Jeg ved ikke hvad den anden hedder, men den ene hedder Henrik, og han er i hvert fald pæn.

V:         Er det ham med næsen eller ham med maven?

E:          Han har virkelig hverken mave eller næse.

V:         Så må han da se underlig ud, men folk kan jo ikke selv bestemme deres udseende, vel?, se nu ham Erik Kjærsgaard, og jeg går ikke ind for de der operationer, så vil jeg hellere bruge penge på en ferie sydpå, med bus altså, jeg vil ikke op og flyve, det vil jeg ikke.

E:          Så! Nu sker der noget. Husk nu og klap og grin.

V:         (Begynder omgående at klappe og grine).

E:          Da ikke nu!

(Tilbage til KO & KR på scenen)

KR:        Vores næste gæst kommer fra Sverige, og hun...

KO:        Det kan du da ikke være bekendt at sige.

KR:        Hva?

KO:        Du kan da ikke være bekendt at hænge hende ud på den måde, og sige hun kommer fra Sverige.

KR:        Jamen det gør hun da.

KO:        Ja ja ja. Men man starter da ikke med at nævne folks handicap, vel? Det er ikke fint gjort, Henrik; hun kan jo være god nok, selvom hun er svensker, ikke?

KR:        "God nok!". Det er da utroligt; er du klar over hvad du står og siger?

KO:        Jeg siger bare, at du skulle vise lidt hensyn, og lade være med at braldre ud med, at hun er svensker. Det kan hun jo ikke selv gøre for, vel?

KR:        Hvad skulle jeg så sige?

KO:        Du kunne f. eks. sige, at vi nu skal byde velkommen til en af vore skandinaviske venner, ikke? Så kunne man tro, hun er fra Norge.

KR:        Fra Norge? Det er vel ikke bedre.

KO:        Har du også noget imod nordmændene? Ved du hvad, Henrik, jeg tror du har et problem med dine fordomme. Du vil stå her og udlevere et stakkels menneske, bare fordi hun er fra Sverige, og nordmændene kan du heller ikke lide; det er ikke mærkeligt der er ufred i verden med den holdning du har til fremmede kulturer. Du skulle skamme dig, skulle du. (Til publikum):  - Mine damer og herrer, vi skal nu hilse på en kunstner der vil vise os noget så selvmodsigende som svensk humor. Her kommer Eva Rydberg!

             Fra program 3:

             (KO & KR kommer ind fra hver sin side, mødes på midten og tager imod bifald).

KR:      Når vi nu for tredie gang mødes her med en masse glade mennesker, hvad er så det?

KO:      (Smiler fiffigt til publikum).

KR:      Henrik!

KO:      Ja?

KR:      Du skal sige: "Så' det Tivoli".

KO:      Ja ja, men jeg har fået en bedre idé; prøv og hør her: (Går frem på scenen og taler appellerende til publikum):  - Når vi nu for fjerde gang mødes her med en masse glade mennesker,  hvad er så det? (Holder hånden bag øret osv og får publikum til at sige: "Så' det Tivoli")  - Og når et ualmindelig veloplagt publikum sidder klar til at tage imod en række populære kunstnere, hvad er så det? (Publikum: "Så' det Tivoli")

             (Begge smiler anerkendende til publikum samtidig med intro)

                                            Intro-sang: Så' det Tivoli...

KO:      Tusind tak og velkommen. Nu kan vi vist alle sammen den sang.

KR:      Vores første gæst er vi meget stolte af; Danmark har ikke ret mange verdensnavne...

KO:      Nej, vi er ikke så mange.

KR:      (Sideblik til KO).  - Men her kommer én, som på trods af sin unge alder kan kaldes et verdensnavn.

KO:      En dejlig pige som har kørekort og bruger nummer 36 i sko.

KR:      Hvad har det med sagen at gøre?

KO:      Nåe, det er da interessant; jeg giver sådan nogle baggrundsoplysninger om kunstneren.

KR:      Vi står her og taler om verdensnavne, og så fortæller du om hendes skonummer!

KO:      Hun har også elektrisk tandbørste, og så har hun en stuebirk, den er ikke større end sådan her. (Viser størrelsen).

KR:      Det er da ikke det, der gør hende til et verdensnavn.

KO:      Nej nej. Hvad er det så?

             Abonninerne:

V:         (Råber oppe fra logen):  - Så' det Tivoli!           

E:          Altså Valborg, hvad tænker du dog på?

V:         Jamen det skulle vi da, det sagde ham den pæne Henrik da, du hørte da selv, hvor er det dog et nydeligt slips han har på, men smag og behag ikke sandt?, nu min slagter f. eks...

E:          Valborg! Hvor er det dog pinligt, nu kigger de allesammen på os igen.

V:         Bevares.

             Fra program 4:

KR:      Tak til Carola. Og med dnne energiudladning skal vi nu... (Kigger sig rundt efter KO)  - eh, jeg tror der er sket... det var meningen... (Får øje på ham oppe i logen)  - Hvad i alverden laver du der?

             Abonniner + Koefoed:

KO:      (Til KR):  - Det var damerne her, der var så venlige at invitere mig op

V:         (Til KO):  - Ja, og det er så morsomt at De kunne komme.

KO:      (Til KR):  - Ved du hvad; vi ser jo aldrig hvordan det ser ud fra tilskuerpladserne, vel? Og så tænkte jeg...

E:          De skal altså lige vide, at vi har været her til hver eneste forestilling, og det er alene på grund af Dem.

KO:      (Smigret):  - Nå, det...

V:         Nej Esther, jeg må altså sige, at den anden unge Henrik, han er nu også... men som jeg siger: smag og behag, ikke sandt?... f. eks. så holder Esther så meget af rabarbergrød, og det er slet ikke mig, der er vi heldigvis forskellige allesammen, selv om jeg nok synes at de der palæstinensere måske burde...

E:          Jeg forstår godt, at den unge dame før havde Dem med i sine drømme.

V:         Ja, det var nu altså en smule dristigt, synes jeg, selv om jeg er meget frisindet, det er jeg, men De kunne nu godt have haft en natskjorte på, men jeg ved jo godt at blandt skuespillere... ja man læser jo så meget.

             Krogsgaard på scenen:

KR:      Ja, det var som sagt Carola, årets internationale Grand Prix-vinder, som her sang "All the Reason to Live". Og så er vi nået til det kedelige tidspunkt hvor vi skal til at slutte af; vi skal både afslutte aftenens show og rækken af programmer her fra Glassalen i Tivoli, og jeg kan kun sige, at det har været...

KR:      Hvad i alv...

KO:      Jeg tænkte det kunne være meget sjovt her til sidst...

KR:      Sjovt??

KO:      Ja. Ligesom vi aldrig ser det fra tilskuerpladserne, så ser publikum det aldrig fra scenen, vel?

KR:      Det var dog en fremragende idé. Vil du så ikke invitere alle 1100 mennesker herop?

KO:      Jo, det kunne da være meget... det mener du ikke.

KR:      Nej, det kan jeg garantere dig for jeg ikke gør. Det er det dummeste jeg nogen sinde har hørt.

KO:      Synes du det?

KR:      Nej, det er ikke bare dumt.

KO:      Hvad er det så?

V:         (Forsigtigt, prøvende):  - Så' det Tivoli?

E:          (Kommer frem til dem bagfra):  - Og hvis publikum har haft det rart med musikere og dansere og solister og hinanden, hvad er det så?

KO & KR:  (Efter at have kigget på Elin, på hinanden, på Vera og overvejet):

                                            Slutsang: Så' det Tivoli...