Når man er født i årene efter krigen er det sjovt at læse de mange analyser om generationen. Det er ikke småting, jeg har været med til og i dag næsten skal tage personligt ansvar for. Fra Bill Haley og ”anderumperne” sidst i 1950’erne til hippiekulturen og ungdomsoprøret først i 1970’erne.

   Når jeg i dag får at vide, at jeg er ”en rigtig 68’er” undrer jeg mig, for det føler jeg ikke. Men det er jo rigtigt, at jeg tilhører den forkælede generation, som fik det hele forærende, og som derefter forkastede alle gaverne og gjorde oprør mod alt og alle.

   Men sådan oplever man det jo ikke, når man er en del af det. Man er bare ung og forsøger at finde et ståsted i det forvirrende bombardement af indtryk. Først mange år senere kan man begynde at se, hvad der egentlig foregik.

   Men jo, jeg har været til asfaltbal på Enghavepladsen. I dag kan man læse, at det altid endte med optøjer og slagsmål med politiet. Det har jeg aldrig oplevet. Jeg har stået fredeligt og hørt den forargelige nye rockmusik og forsøgt at se rigtig ud. Med Brylcreem i håret og en vindjakke, som lignede den, James Dean havde på i ”Vildt blod”.

   Men jeg har også siddet i Jazzhus Montmartre i buldermørke og 40 graders varme med solbriller og islændertrøje på. Og ugen efter mødt op i La Cubana i jakkesæt og smalt læderslips og danset cha-cha-cha.

   Senere stod den på de engelske beatgrupper, som kulminerede med Beatles, og mit hår blev lidt længere, og jeg anskaffede mig en murerskjorte i solidaritet med det arbejdende folk.

   Jeg mener ikke rigtig, at jeg var noget, eller rettere: jeg var det hele. Jeg har lige præcis været for ung til at være rigtig med i de vilde rock-dage og  for gammel til at blive hippie.

   Heller ikke politisk har jeg været særlig aktiv. Jeg har selvfølgelig deltaget i endeløse diskussioner og haft markante synspunkter om hvad som helst, men jeg er aldrig gået på barrikaderne, og jeg har aldrig rigtig fundet et ståsted. Jeg siger som Jesper Klein: ”Jeg var hverken venstre- eller højreorienteret, kun desorienteret”.

   Men selvfølgelig er jeg et resultat af min tid. Og jeg kan ikke nægte, at jeg på visse områder har nogle politiske holdninger, som ikke lader sig påvirke af argumenter. Og som selv i dag er mere karakteriseret af, hvad jeg er imod, end hvad jeg er for. Jeg kan ikke fordrage kommercialismen, og jeg kan endnu mindre fordrage den nye udgave af liberalismen, som jeg finder både usympatisk og ubegavet. Desuden har jeg hele mit liv haft det svært med autoriteter.

   Jeg betragter mig selv som nuanceret og midtsøgende, men jeg kan godt mærke, at jeg på disse områder er temmelig enøjet, og det undrer mig ærlig talt. Det ligner en rest ungdomsoprør, så måske er der alligevel noget om, at jeg er ”en rigtig 68’er”.

Musikken

I vistnok 2. klasse på Den Classenske Legatskole kom der et hold studerende fra Musikkonservatoriet for at finde et barn, som kunne være prøveklud for et avanceret pædagogisk system, de ville afprøve. 

   De fandt mig, og derefter gik jeg til klaver i et år. Desværre gad jeg derefter ikke mere, og jeg ville heller ikke skifte skole til St. Annæ Gymnasium, som de også tilbød. Det er jo lidt sent at fortryde nu, men jeg havde nok fået en solid musikalsk ballast, hvis jeg havde fortsat.

   Alligevel tror jeg, at jeg fik meget ud af det. Jeg lærte ganske vist ikke at spille, men metoden gik især ud på at bruge musikken til at udtrykke sig. I hvert fald var der ingen teori;  jeg spillede efter noder uden at lære noder, jeg komponerede melodier og skrev tekster og lærte at dirigere. Dengang usædvanligt at lære en 7-8 års dreng, tror jeg.

   Meningen var nok at nedbryde den overdrevne respekt for musik som noget meget svært og meget fint, som var gældende dengang. Og fra starten bruge instrumentet som et stykke kreativt legetøj.

   Om det skyldes denne forsøgsundervisning, kan jeg jo ikke vide, men det har lige siden været min egen holdning, og det var også det, jeg prøvede at praktisere 20 år senere som musiklærer.

   Derefter gik jeg på forskellige musikskoler: blokfløjte, klaver, trommer. Jeg var aldrig særlig ihærdig, og jeg tror, jeg kun gik én sæson hvert sted.

   Men jeg indgik i mange bands, eller ”grupper” som det hed. I starten på legeplanet; man kan lave meget musik med klokkespil, vaskebræt, papkasser og sang. Senere lidt mere organiseret, selvom det ikke tåler sammenligning med, hvad unge i dag kan præstere.

   Men overhovedet at spille sammen, når der ingen tradition er for musik, er noget. Vi havde ikke musik i skolen, der var ingen kommunale musikskoler eller ungdomsklubber eller overhovedet nogen voksen, som animerede os til at spille.

   Trommer blev efterhånden mit instrument, og jeg spillede i mange sammenhænge i min skoletid, altid med nogle, som var ældre end jeg.  En jazztrio på skolen, og et swing-agtigt band på Kunstakademiet. Hvordan det gik til, forstår jeg ikke i dag, for jeg havde ingen forbindelse med nogen på Kunstakademiet.

   Jeg kan heller ikke huske, hvorfor Henrik Møller Sørensen kendte mig, men han ringede en dag og spurgte, om jeg ville være med til at danne et såkaldt pigtrådsorkester. Vi dannede så ”The Sharks” sammen med Søren Strømberg. Han kunne ganske vist ikke spille, men han ejede en forstærker med fire indgange, og så havde han adgang til et øvelokale ude på Bellahøj. Det var rigelige kvalifikationer.

   Vi sang lige dårligt, så vi fik derefter Leif Rosendahl med som sanger. Henrik var fortsat den eneste af os, som faktisk kunne spille, men han lærte Søren, hvor tonerne C, G og F ligger på en bas, og det er nok til de fleste rocksange. Hvis man altså spiller alt i C-dur.

   Det siger noget om tiden, at vi på det grundlag kunne få jobs og blive populære rundt omkring. Især i provinsen, hvor folk gerne ville opleve dette nye pigtrådsfænomen. Jeg var 15-16 år, og det var stort at komme rundt i provinsbyerne og blive tiljublet.

   Men jeg var for ung, jeg gik stadig i skole, og jeg forlod dem, da det begyndte at blive alvor. Det gavnede åbenbart The Sharks’ karriere. I hvert fald blev de et af landets mest succesfulde pigtrådsorkestre.

   Det længstvarende sammenspil havde jeg med Karsten Blem i Carnar Band. Navnet var sammensat af vore fornavne, men vi stavede det med ”C”, vel nok fordi det lød mere amerikansk. Bandet bestod i lange perioder kun af os selv, til gengæld eksisterede det i en lang årrække.

   Et mere aparte tomandsband havde jeg med Hans Henrik Lerfeldt. Man kan måske sige, at han spillede, ligesom han malede. Hans musik var i hvert fald lige så mærkværdig (se den gule boks).

   Jeg har ikke en eneste lydoptagelse af al denne tidlige musikalske aktivitet. Det skal jeg nok være glad for; så kan jeg bevare illusionen om en masse spændende musik. Jeg har en mistanke om, at det ville være pinagtigt at høre i dag.

Ud af skolen

Som nævnt under ”barndom” var de sidste par år i skolen ikke særlig succesfulde, men jeg fik da en mellemskoleeksamen og skulle fortsætte i realklassen. Men i sommerferien fik jeg et job som bud i W. Ø. Larsens forretning på Strøget, og da de så tilbød mig en læreplads som ekspedient, sprang jeg til.

   Jeg havde ingen planer om at blive ekspedient, jeg havde i det hele taget ingen planer, men det blev 3-4 gode år. Jeg trængte virkelig til at komme ud af min klovnerolle i skolen, og for første gang oplevede jeg at blive taget alvorligt. Og fordi de voksne gav mig ansvar og forventede en indsats, levede jeg op til det og blev vistnok en god medarbejder. Det er pædagogik for nybegyndere.

   Jeg følte mig meget voksen, og det gjorde jeg også i min fritid, hvor jeg fik nye venner, som jeg lavede mange underlige projekter med.

   Kem Leo Larsen havde en slags bookingbureau, jeg kom med i. Vi var agenter for en række unge orkestre, som vi skulle finde jobs til. Det kneb det med – jeg husker 6-8 stykker i alt – men det forhindrede os ikke i at sende flotte pressemeddelelser ud og holde møder med restauratører og arrangører og føle os som verdensmænd.

   Når jeg tænker tilbage på det, er det klart, at det var en leg, ligesom min tid som trommeslager var en leg. Vi legede musikere, vi legede agenter, vi legede forretningsfolk. Men sådan oplevede vi det selvfølgelig ikke;  vi havde travlt og var meget betydningsfulde.

   Betydningsfuld var jeg også sammen med Rud Tikjøb. Han havde lavet ”Club Canaris”, som var ret snedigt udtænkt. Det var en regulær popklub, som der var masser af, men den havde til huse i Grev Moltkes Palæs pompøse lokaler i Bredgade, der var hvide duge og stearinlys på bordene, og så var kravet, at herrerne havde smoking på for at komme ind.

   Det var en kæmpe succes, hvilket kan være svært at forstå i dag.  Men ideen var, at Hellerups ungdom selvfølgelig var lige så interesseret i den nye pigtrådsmusik som alle andre unge, men de var ikke glade for at høre den på vulgære steder som Hit House og Jomfruburet, hvor de var nødt til at blande sig med pøblen.

   Så Club Canaris var popklubben for ”bedre folks børn”. Tænk, denne formulering kunne man bruge i fuldt alvor i annoncer og pressemeddelelser, og derefter kom nordsjællands ungdom stormende i festtøj og betalte 4-dobbelt pris for at høre de samme bands, som spillede i Hit House.

   Rud og jeg havde store planer. Vi lavede filialer i Hillerød og Odder som starten på en landsdækkende kæde. Det gik selvfølgelig ikke. I provinsen fandtes ikke denne yuppi-ungdom; de færreste ejede en smoking, og de ville slet ikke betale disse ublu priser.

   Men igen drejede det sig også mere om at være noget. Og det var vi, når vi drønede rundt i landet for at inspicere de lokale udgaver af Club Canaris.

   Det var også i denne periode jeg nærmede mig teatret. Jeg blev tilknyttet Studenterscenen, og selvom jeg aldrig fik rigtige roller, fik jeg dog min første forbindelse med miljøet og en fornemmelse af arbejdet med teater (se den gule boks).

   En af de solister som optrådte i Club Canaris var Jean le Fevre, med det borgerlige navn Søren Folmer Hansen, og ham fik jeg et årelangt venskab med. Til ham skrev jeg mine første sange, og jeg lavede også noget, som vi selv fandt meget originalt, nemlig sammenhængende tekster til at kæde sangene sammen, så det fremstod som et show og ikke bare en række sange.

   Det var jo ikke spor originalt, men det var nyt for en popsanger. Og det blev en stil, jeg kom til at tage op mange gange senere, hvor jeg har skrevet den slags shows til alle mulige kunstnere.

Væk fra byen 

Sommerhalvåret 1967 boede jeg i London. Jeg arbejdede i Foyles Bookshop, som ansatte unge fra hele verden på lageret. Jeg arbejdede der nu kun en måned, så fik jeg et drømmejob som altmuligmand på Dansk KFUK.

   Her boede 20-25 danske piger, som havde arbejde i London. Og så var stedet i øvrigt tilholdssted for danske au pair-piger, når de ville være sammen med jævnaldrende danskere.

   Min arbejdstid var 8-12 og for det fik jeg kost og logi og 2 pund om ugen. Mit arbejde bestod mest i at købe ind og skifte pærer og sådan noget. Af og til skulle jeg også luge i haven, hvilket var uheldigt, da jeg ikke kendte forskel på en tulipan og en mælkebøtte.

   Men  det var lige til at holde ud. En arbejdsdag på 4 timer og så ene mand blandt alle pigerne. Problemet var pengene. Man går ikke meget på pub for 2 pund, så pigerne måtte invitere mig, hvis de ville have mig med. Det er en skrøne, at kvinder ikke havde adgang til engelske pubber; jeg var i hvert fald meget populær, når jeg kom anstigende med mit harem. Det er det bedste job, jeg nogensinde har haft.

   Men jeg måtte jo finde ud af at foretage mig noget fornuftigt, noget med lidt fremtid i. Jeg kom hjem og så en annonce fra HB – Hovedstadens Brugsforening – som indbød unge til at deltage i en prøve på IBM-skolen. De ville så udvælge to, som de ville ansætte som EDB-assistenter og uddanne til programmører.

   Det er mig en gåde, hvordan en prøve kunne vise, at jeg var et godt valg til dette job, men jeg blev i hvert fald ansat som den ene af de to.

   Problemet med den slags tests er jo, at de kun viser, om man er god til at klare testen, ikke om man har nogen som helst interesse for sagen. Jeg bliver let fanget af den slags opgaver og er sikkert meget god til at løse dem, men var der noget, som ikke interesserede mig, var det teknik.

   Så jeg tilbragte et år som EDB-assistent uden nogen sinde at forstå, hvad mit arbejde gik ud på, og jeg gik på IBM-skolen og lærte om binære tal og tegnede geometriske figurer, jeg aldrig fattede meningen med.

   Det var grotesk. Jeg havde mit eget kontor, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle foretage mig, så efter et par måneder opgav jeg og havde altid en roman med. Når nogen bankede på døren, lagde jeg bogen væk og var optaget af at tegne meningsløse trekanter og kasser og pile på et stykke papir.

   Det lyder lukrativt, men det var svært at bevare sin selvrespekt, og selvfølgelig vidste jeg godt, at jeg ikke kunne sidde hele mit liv og tegne uforståelige trekanter. Det var heller ikke lige min ambition, men jeg anede ikke, hvad min ambition så var.

   En dag gik jeg helt spontant ind og meldte mig til et højskoleophold. Hvorfor jeg gjorde det, aner jeg ikke, for det var nogenlunde det eneste, jeg aldrig havde overvejet. Men det viste sig at være den bedste beslutning, jeg kunne tage.

   Se den gule boks hvor jeg beskriver, hvor stort et vendepunkt det blev.

   Det er ikke for meget at sige, at højskoleopholdet ændrede mit liv; jeg blev simpelthen et andet menneske. Det blev klart for mig, at jeg skulle læse videre, hvilket var det eneste, jeg altid havde anset for udelukket.

   Så jeg begyndte at læse HF på Ranum Statsseminarium. Og min nyudviklede flid fortsatte, og jeg husker min undren over mig selv. Det er mærkeligt at skulle se på sig selv med nye øjne og langsomt opdage, at man åbenbart er en anden, end man troede.

   For første gang var der plan i, hvad jeg fortog mig. For første gang følte jeg engagement og vilje til at arbejde, og efter HF fortsatte jeg på seminariet og fik lærereksamen.

   På seminariet sluttede min ungdom. Det er ment positivt, for jeg var jo stadig ung. Men ung i betydningen famlende, rastløs, drømmende – usikker og skråsikker på én gang – det sluttede her.