Jeg er populærautor. Det er der jo ingen som ved hvad er, men det betyder vel noget i retning af ”ophavsmand til populær-kunst”.

   Der er ikke mange af os. Altså skribenter, som udelukkende arbejder med underholdning. Som skriver sange, laver tv, revyer og shows.

  Jeg er ganske vist medlem af en forening, som hedder "Danske Populærautorer" med over 500 medlemmer, men de færreste lever af at skrive. De er skuespillere eller musikere eller har noget helt tredie som hovederhverv, og så skriver de ind imellem en sang eller en revytekst.

  Så jeg tilhører en meget lille faggruppe. Vi er vel en 8-10 stykker som kan kaldes professionelle i den forstand, at vi lever af at skrive til underholdningsbranchen. Vi optræder ikke, vi skriver kun. Men vi er heller ikke dramatikere og roman-forfattere. Vi er populærautorer.

  Så vidt man kan læse i teaterhistorien, har dette fag altid været der, men det er aldrig beskrevet som en selvstændig del af showbizz. 

  For selvom vi er en del af teaterhistorien, af musikhistorien, af filmhistorien og af historien om udviklingen af massemedierne, hører vi jo ikke præcist hjemme nogen af stederne.

  Men sådan en skrivende altmuligmand har jeg været i over 30 år. Jeg har haft tre hovedområder: sangtekster, tv-shows og teater.

Sangtekster

I KODA er jeg registreret med omkring 300 sangtekster. Det overrasker mig ærlig talt, men så mange er det åbenbart blevet til gennem årene.

  Halvdelen er nok poptekster, og den anden halvdel er en broget flok sange til alle mulige formål: musicals, revyer, tv- og sceneshows.

  Men hovedparten er skrevet direkte til forskellige kunstnere til indspilning af plader og DC'er. Visetekster til folk som Ove Sprogøe og Frits Helmuth, pop til Lene Siel og Birthe Kjær, og dansktop til Bjørn & Okay og Kandis.

  De sidste er skrevet under pseudonym, og når folk hører det, tror de, at man ikke vil være dem bekendt og derfor ikke vil lægge navn til dem.

  Det er der ikke tale om. I mit tilfælde var det pladeselskabet som krævede det, fordi jeg også skrev såkaldt seriøse tekster til dem. De kloge producenter tror, at det forvirrer deres forskellige målgrupper, hvis de samme navne optræder som ophavsmænd i forskellige genrer.

  Men jeg er tværtimod stolt af disse tekster. Det er en udfordring at bruge et andet sprog, end man plejer. At spore sig ind på et andet publikum og ramme deres frekvens.

  For jeg ændrer jo ikke holdning, når jeg skriver en dansktop-tekst. Jeg formidler bare min holdning til en anden gruppe mennesker.

  Kunstnerisk er der en verden til forskel på dansktoppen og al anden musik. Men for en forfatter er der ingen faglig forskel, hvis man altså stiller de samme krav til sig selv uanset genren. Så er det sværere at skrive en dankstoptekst end en tankevækkende vise.

TV

I mit arbejde med TV kan man virkelig tale om altmuligmand. I mange år skrev jeg de såkaldte mellemtekster, altså det, tv-værten eller konferencieren eller solisten siger mellem indslagene.

  Derfor sad jeg også tit i redaktionen, fordi det var naturligt, når jeg skulle skrive de overordnede tekster, og så opstod der ofte ideer til helt andre indslag end planlagt.

  Så jeg kom virkelig ud i alle hjørner af underholdningen. For udover mellemtekster til værten manglede en solist måske et velegnet nummer, eller vi fik ideer til en aktuel sketch eller et filmet indslag, som kunne indlægges i programmet.

  Så jeg har skrevet de mærkeligste ting: fra DR's Operakor til stumfilm, sjove ord til gættelege og quisprogrammer, pause-underholdning i Melodi Grand Prix, tekster til kokke i madprogrammer og alle mulige tv-værter, ikke mindst Jørgen Mylius, hvor jeg desuden skrev alle sketch-indslagene i musikprogrammerne Eldorado og Stardust.

  Jeg har også skrevet duetter til nogle højst originale par, som næppe ville være bragt sammen, hvis det ikke var til TV-programmer, f. eks. Ulf Pilgaard-Edith Guillume, Ole Ernst-Otto Brandenburg, Peter Belli-Dario Campeotto, Kai Løvring-Manja Mourier.

  Det var i det hele taget det spændende ved TV. At man kom til  at skrive ting, man ellers aldrig havde haft mulighed for. I alle stilarter og til alle slags kunstnere.

Teater

For mig har teater især betydet revy, men desuden har jeg skrevet fire teaterstykker og oversat tre musicals.

  Jeg debuterede i 1982 i Tivolirevyen og blev øjeblikkelig fanget ind af denne danske teaterform, som er enestående i verden.

  Jeg betragter nærmest en 4 minutters sketch som et lille teater-stykke, hvor man på få sekunder skal etablere nogle personer og lade dem udvikle sig i et forløb med et klimaks og en afslutning. Præcis som i ethvert drama. 

  Jeg tror, jeg har skrevet til samtlige danske revyer, men mit største engagement var Cirkusrevyen, hvor jeg var fast forfatter i 16 år.

  Det var sjovt de første mange år. Vi var allesammen grebet af pionerånden, fordi vi skulle skabe Cirkusrevyens nye guldalder. Vi havde begejstring og entutiasme, og det gik forrygende. Næsten hvert år var succesen større end året før.

  Men så sker der let det, at rutinen kommer snigende og erstatter professionalismen. Cirkusrevyen blev simpelthen for stor; der gik fabriksproduktion i det.

  Jeg er vistnok ekstremt afhængig af stemning og humør. Jeg kan simpelthen ikke skrive, når jeg mærker den trætte rutine på holdet. Og hos mig selv.

  Så stopper jeg. Folk forstår det vist ikke; de tror, jeg ikke "gider". Men det er fordi, jeg ikke kan. Dels bliver arbejdet surt, og dels bliver resultatet dårligt. Så skal man stoppe og finde nye opgaver, som kan skabes på glæde og entutiasme.

  Mine egne teaterstykker startede selvfølgelig med Bølle-Bob. Det var jo oplagt at gøre personerne i sangene til teaterfigurer, og det gjorde jeg først med "Bølle-Bob" og derefter med "Smukke Sally", som begge har været opført og genopført overalt i landet.

  Derefter skrev jeg "Elvira Madigan" til Gellerupscenen og "Osvald" til Svalegangen. Den sidste blev også spillet på "Jomfru Ane" i Ålborg og "Teater V" i København, og var på turne i hele landet.

Bølle-Bob

Og så er der jo Bølle-Bob, som i lange perioder har været et heldagsjob. Jeg skrev sangene til mit skolekor i Hornum i 1979-80, og selvfølgelig drømte jeg ikke om, at de skulle forfølge mig de næste 30 år.

   Men det er blevet til et utal af indspilninger af de oprindelige sange. Samt films, teaterstykker, tv-serie og sammen med min kone Gitte Geertsen, som er tegner, en ugentlig tegneserie og 10 bøger med tilhørende undervisningsmateriale.

   Jeg er jo nok den, som har undret mig mest over, hvad der er med de Bølle-Bob sange. Hvorfor de tilsyneladende er uopslidelige.

   For jeg var jo typisk for min generation i slutningen af 1970’erne, og der kom masser af ny ungdomsmusik. Vi var mange, som ville reformere den støvede sangskat, og vi nød provokationen og opmærksomheden. Og succesen.

  Men på ét punkt var jeg måske ikke typisk. De fleste andre var politiske og pædagogiske, og dermed også meget tidsbundne. Mine sange handler som regel om noget følelsesmæssigt, og det bliver jo ikke på samme måde uaktuelt.

  Jeg har aldrig brudt mig om børnesange, som vil fortælle børn, hvordan de skal opføre sig, eller hvad de skal mene om politiske emner. Jeg synes, det er misbrug af et kunstnerisk udtryksmiddel rent bortset fra, at det som regel bliver nogle frygtelig gumpetunge sange. 

   Det er måske grunden til, at Bølle-Bob i modsætning til de fleste andre er blevet stående. Jeg ville ikke opdrage børnene, eller rettere: jeg ville gøre det på en anden måde. Forsøge at beskrive de tanker og følelser børn og unge har til hver en tid.

   Når venlige mennesker vil sige noget pænt om Bølle-Bob, siger de ofte, at jeg har sådan en god indsigt i, hvordan unge mennesker tænker. 

   Det tror jeg ikke. Jeg tror bare, at jeg har en god hukommelse. Sangene handler i virkeligheden om min egen pubertet, men dybest set tænker unge i dag præcis som jeg gjorde. Deres verden er en helt anden, men når det drejer sig om grundlæggende følelser - drømme, forelskelser, ambitioner, skuffelser - så tror jeg ikke, der er nogen forskel på unge i dag og i forrige århundrede. Og i næste århundrede.

Et spændende job

Når folk hører om mit arbejde og siger ”nej, hvor må det være spændende”, tænker jeg, at det er nogenlunde ligeså spændende som at reparere vaskemaskiner eller undervise børn. Det er et arbejde. 

  Men det passer ikke. Selvfølgelig er det spændende, og jeg har aldrig villet lave andet. Men man går jo ikke jublende rundt i det daglige og tænker på, hvor spændende det er.

  Tværtimod. Efter en revypremiere kan man få sådan en underlig tom fornemmelse. Det er paradoksalt nok især, når det er gået godt, at man kan føle, at arbejdet er helt ude af proportion med resultatet.

  Når man tænker på, hvor meget slid, hvor meget talent, hvor mange penge der er sat på spil, for at folk kan få et par sjove timer, kan man undre sig over, at man gider.

  For måske har 30-35 mennesker knoklet i månedsvis, de har kæmpet hver deres private kampe, har tvivlet og haft nedture og levet med den belastning det er at skulle udstille sit hjerteblod.  Så meget skal der til, for at man i bedste fald opnår, at folk på vej ud af teatret siger til hinanden, at ”det var da sjovt”. 

  Mere sker der jo ikke, og det er endda kun, når alt er lykkedes.  

  Hvorfor gør man det? Jeg ved det ikke, jeg kender ingen fornuftig forklaring på, at man igen og igen opsøger så belastende en udfordring. 

  Selvom forfatteren og skuespilleren, instruktøren, scenografen, kapelmesteren, konstumieren, koreografen og alle de andre medvirkende har vidt forskelligt arbejde, har de det tilfælles, at det er gået i blodet på dem. 

  Man spørger aldrig sig selv, om det er umagen værd. Man er underlagt nogle kræfter, man ikke selv forstår, og processen føles livsnødvendig, selvom man jo godt ved, at man bare er i gang med noget let underholdning.