Jeg er født og opvokset på Vesterbro i København. I Reverdilsgade, som ligger lige ud til Hovedbanegården parallelt med Istedgade. Bag Hoved-banegården ligger Tivoli, og for enden af vores blok lå Halmtorvet med Kødbyen lidt længere nede. Det var mine hjørnestene: Reverdilsgade, Hovedbanen, Tivoli og Kødbyen.

Reverdilsgade

Det er sagt så tit, at Vesterbro var en landsby i byen, men det passer ikke;  i hvert fald ikke i 1950'erne. Vesterbro var en storby, hvor vi i Reverdilsgade ikke havde det fjerneste at gøre med folk og forretninger i gader, som lå 300 meter væk.

Derimod hørte Vesterbrogade og Hovedbanegården til vores nærmiljø, og her var bestemt ikke landsbystemning.

Alligevel er der noget om det med landsbyen, men det gjaldt i  langt mindre områder, nemlig i de enkelte smågader. For befolkningstætheden var så høj, at der i en radius på under 100 meter var rigeligt med mennesker og butikker til at udgøre en enhed, som man ikke behøvede at bevæge sig uden for.

Det betød også, at der altid var nogen at lege med. Når man kom hjem fra skole, gik man bare ud på gaden og blev som regel involveret i store fælleslege som dåseskjul eller fangelege. Eller cowboy-lege, hvor kovbøjdere, indianere og soldater havde hovedkvarter i hver sin baggård.

Der var også noget landsby over måden, vi børn brugte mange af forretningerne på. Som en selvfølgelig del af vores område.

Hos skomager Blauert i nr. 3 sad der gerne nogle voksne og hang. Her gik vi tit ind, når vi ikke havde andet at lave. Fik noget papir at tegne på og lyttede til, at regeringen bestod af idioter.

Hos snedker Pedersen på hjørnet byggede jeg en trækasse med et hemmeligt rum, som jeg brugte til at trylle med til en skolefest. Og i Gertz' radioforretning i nr. 5 fortalte Gertz mig om teknikken i de nymodens fjernsyn som havde holdt sit indtog, men som ingen i Reverdilsgade endnu ejede.

Jeg kom også næsten dagligt hos buntmager Engell i nr. 1. Jeg hentede dagens aftenavis og de daglige 80 cigaretter til ham og var fascineret af, at han sad der i sit lille kælderlokale og syede minkpelse, som blev solgt i de dyre strøgforretninger. 

Når jeg trådte ind i skomagerbutikken, råbte jeg - lige som de andre husvenner - "det er mig", så Blauert ikke behøvede at forlade sit værksted ude bagved. Det var trygt og godt at have et sted, hvor alle kendte én, og hvor man var velkommen, når man råbte "det er mig". 

Hovedbanegården

Her var altid åbent, og her var altid liv. Hovedbanegården var en pragtfuld legeplads, og den er nok skyld i, at jeg hele mit liv har været fascineret af stemningen på en banegård. Følelsen af, at her starter eventyret; herfra har man adgang til hele verden.

På en banegård er alle slags mennesker samlet på ét sted. Andre steder er folk samlet, fordi de har noget tilfælles. Stedet eller begivenheden gør, at ikke alle samfundsgrupper er tilstede.

Men på en banegård er børn, unge og gamle samlet. Akademikere og arbejdere, millionærer og bistandsklienter, højre- og venstreorienterede. De har intet som helst tilfælles, udover én ting: de er på vej et sted hen. Måske til Valby, måske til Paris, måske hen efter en liter mælk, men de er på vej.

Her løb jeg rundt og legede og var også på vej. På vej ud i den store verden.

Det var jeg også i DSB Kino, som var en biograf på Hovedbanegården. Her spillede de nonstop hele dagen med nyt program hver uge. De viste de såkaldte ugerevyer med nyheder fra hele verden, og så fyldte de ud med småfilm om hvad som helst.

Biografen var vel tænkt til togrejsende, som kunne fylde ventetiden ud, men den var også blevet mange lokale beboeres nyhedsformidling og underholdning. Som der stod i meget moderne neonbogstaver på facaden: "Viden på fornøjelig vis". Det var tv-nyheder og tv-reportager, før fjernsynet holdt sit dominerende indtog.

Her fik vi unger lov til at komme gratis ind. Vi skulle bare stille os hen til den meget tykke kontrollør, som stod i sin imponerende uniform med guldsnore og det hele. Efter et par minutter sagde han: "Smut I bare ind", og så strøg vi ind i mørket.

Jeg har aldrig hørt ham sige andet, jeg har aldrig talt med ham, men han var en af min barndoms helte. En eventyrlig magtfuld mand.

Sidste film i programmet var altid enten Anders And, Skipper Skræk eller Gøg og Gokke, og det var naturligvis højdepunktet, men vi åd nu det hele: præsidentvalg i Frankrig, safari i Afrika, bilmesse i New York, boksekamp i London, oversvømmelse i Holland.

Vi drenge fra Reverdilsgade var ret velorienterede.

Tivoli

Jeg har det med Tivoli som med Hovedbanegården: det er min private ejendom.

Når jeg i dag deltager i traditionen med at åbne sæsonen i restaurant Grøften, får jeg pludselig sådan en uvirkelig fornemmelse: her sidder jeg og ligner en af de der voksne, som altid sad i restauranterne. De hørte til som sådan en grå kulisse, men de var ikke en del af mit Tivoli.

Tivoli var vistnok lavet til mig. De andre måtte godt være der, men de forstod jo ingenting. De sad i restauranterne, og de betalte for at køre i rutchebane, men de var gæster. Tivoli var mit hjem.

Her havde jeg alle mine huler, som jeg lavede med min legekammerat Leslie. Eller vi lavede dem ikke, vi fandt dem. Det var åbninger mellem nogle store buske eller passager bag en forlystelse, som blev til vores private rum, som ingen kendte til.

Det tror jeg ikke, børn kan gøre i Tivoli i dag, hvor hver kvadratcentimeter er udnyttet, men den gang var der masser af steder, som kunne blive til Robin Hoods hemmelige tilholdssted eller Hoppalong Cassidys sheriff-kontor. Eller bare en hemmelig hule, hvor man kunne sidde og aflure de intetanende Tivoligæster.

Mit Tivoli var også de flinke mænd, som gav os gratis ture i det lille pariserhjul og karrusellen, når det var småt med betalende gæster. Eller portrættegneren, som jeg kunne stå i timevis og betragte. Han underviste mig i, hvordan man tegner hår, hvilket jeg mente var mit eneste kunstneriske problem, når jeg skulle tegne ansigter.

Eller Simonsen, som passede en af de mange rouletter i spillehallen. Ham skulle man bare prikke i siden og sige "Dav", så fik man en 25-øres spillemønt. Men kun én gang om dagen; det havde han helt styr på.

Engang syntes jeg, at der var gået så lang tid, siden jeg havde været der, at jeg gik hen til ham for 2. gang og sagde "Dav". Så sagde han, at jeg havde været der én gang før i dag, og de voksne, som stod og spillede ved hans roulette, grinede af mig. Jeg var meget flov, og jeg gjorde det aldrig mere.

Men Pantomimeteatret var det bedste, det kunne jeg ikke få nok af. Jeg må have set de forskellige forestillinger flere hundrede gange.

Det er i virkeligheden italienske maskekomedier, som har rod i commedia dell'arte-traditionen fra 1500-tallet, og Tivoli opfører den dag i dag forestillinger, som er uændrede i forhold til de første Tivoli-pantomimer i 1844.

Det vidste jeg jo ikke; jeg var bare grebet af dette mimeteater, som var en enestående blanding af ballet, gøgl og klassisk komedie. Harlekin var stjernen, for han var flot, og han kunne trylle og snyde Pjerrot, og så fik han altid den smukke Columbine til sidst.

Hver aften stod Leslie og jeg klar på vores faste pladser lige nede foran scenen. Vi kunne forestillingen udenad, vi kendte hver detalje, og vi havde også lært os de trin og det mimiske sprog, som hører den klassiske pantomime til.

Så hjemme i gården opførte vi pantomimer. Vi havde bare det problem, at vi begge ville være Harlekin, så vi lavede i fællesskab et stykke med titlen "De to Harlekiner".  Iført pyjamasser, som var det nærmeste vi kunne komme et harlekinkostume, opførte vi så dette værk.

Vi havde ingen tilskuere udover tilfældige damer i vinduerne, som må have moret sig godt. Det har været ømt at se på.

I øvrigt er det lettere at lave teater uden tilskuere. Det har jeg siden måttet sande.

Den Classenske Legatskole

Den lokale folkeskole, som jeg hørte til, var Gasværksvejens Skole, men min mor mente - dengang måske med rette - at det ikke var det mest opbyggelige sted.

Det lykkedes hende at få mig ind på Den Classenske Legatskole i Vester Voldgade, som havde en speciel status. Det var en distriktsløs skole, som modtog elever fra hele byen efter ansøgning.

Til gengæld forsømte lærerne ingen lejlighed til at fortælle os, at vi kunne smides ud. Vi skulle opføre os meget bedre og være meget flittigere end andre børn på kommuneskolerne, fordi vi i modsætning til dem kunne bortvises, hvis vi ikke levede op til forventningerne.

Det tror jeg, at jeg gjorde indtil 5. klasse. Derefter blev jeg nok, som mange drenge, "skoletræt".  Det er et snedigt udtryk, fordi det friholder skolerne for ansvar. Det er ikke skolerne, der er noget galt med, det er bare hovedparten af børnene, som er skoletrætte!

I hvert fald var mine sidste 4 år i skolen problematiske hvad angår lærerne og lektierne, som jeg ikke brugte tid på. Jeg klarede mig i klassen med en klovnerolle og har sikkert været utålelig sjov og provokerende.

Derimod havde jeg det fint med kammeraterne. Klassens klovn er ofte populær - det er jo også det, der er meningen - især når han samtidig mangler respekt for lærerne og tør vise det.

Men pigerne blev et problem. Ikke som kammerater, men som piger. Det er noget, alle drenge kender til i puberteten, hvor pigerne pludselig bliver meget voksne og betragter de jævnaldrende drenge som børn.

Og de har jo ret, pigerne. I disse år er drengene bagud, og det er højst  ydmygende, at de piger, man hidtil har været jævnbyrdig med og nu bliver forelsket i, kun interesserer sig for drenge, som er 2-3 år ældre.

I mit tilfælde hed klassens uopnåelige skønhed Randi, og jeg skrev senere en vise om hende (se den gule boks). Den handler ikke kun om hende, for jeg tror, at alle mænd har deres Randi.

Fra Søren Kierkegaard til Tolkien, fra Mozart til Paul McCartney, fra Hitler til Barack Obama. Jeg tror, de har slæbt rundt på en Randi, som ikke tog dem alvorligt, da de stod der med deres overgangsstemmer og bumser og alt for lange arme.

Stakkels Randi; hun har meget på samvittigheden.